Prins Joachim og Marie rykker til København
Foto: Polfoto/HENNING HJORTH
Polfoto/HENNING HJORTH
Prins Joachim opgiver tilværelsen som landmand, overdrager Schackenborg Slot til nystiftet fond og flytter til København sammen med prinsesse Marie, oplyser hoffet.
Den nye fond får navnet Schackenborg Fonden og er stiftet af prins Joachim,
Bitten og Mads Clausens Fond, Ecco Holding og Ole Kirks Fond med prinsen og hustruen Marie som protektorer.
Baggrunden for etableringen af fonden er, at driften af slottet med dertil hørende landbrug er vanskeligt foreneligt med prins Joachims og prinsesse Maries øvrige virke og engagement i officielle opgaver og protektioner.
Parret ønsker samtidig at flytte til københavnsområdet af familiehensyn.
- Prinsesse Marie og jeg er glade for den løsning, som vi har fundet frem til med stifterne af den nye fond.
- Det har været en vanskelig beslutning at afhænde Schackenborg, men jeg er overbevist om, at vi med denne løsning sikrer Schackenborgs fremtid bedst muligt, udtaler prins Joachim i en pressemeddelelse.
Stifterne indskyder i alt 113 millioner kroner i forbindelse med etableringen af Schackenborg Fonden.
Heraf indskyder prins Joachim selv 13 millioner kroner, svarende til værdien af den folkegave, der blev givet til istandsættelsen af Schackenborg i 1995 i forbindelse med prinsens bryllup med sin første hustru, Alexandra.
Prins Joachim fik overdraget Schackenborg Slot med tilhørende avlsgårde og jorde i 1993. I forbindelse med overtagelse af driften og slottet gennemgik prinsen en dansk og en international landbrugsuddannelse.
Det royale par lægger dog vægt på at bevare deres tætte tilknytning til Møgeltønder og Sønderjylland. Som protektorer vil parret derfor i perioder af året fortsat opholde sig på slottet, hedder det i pressemeddelelsen.
Fonden er stiftet med virkning fra tirsdag. Formålet med fonden er at bevare Schackenborg Slot som en af landsdelens vigtigste historiske ejendomme og sikre, at den kulturværdi, slottet har for den sønderjyske egn, fortsat udvikles.
Fonden vil give offentligheden adgang til besøg i parken og lejlighedsvis at åbne slottet for publikum. Slottet skal tillige stilles til rådighed for særlige almennyttige arrangementer indenfor det kulturelle, videnskabelige, sociale og uddannelsesmæssige område.
Hofmarskal Ove Ullerup oplyser til Ritzau, at prins Joachim og prinsesse Marie til en begyndelse flytter ind på Amalienborg i København.
- Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvor i københavnsområdet prins Joachim og prinsesse Marie ønsker at bosætte sig. Men parret har en bolig på Amalienborg, som de flytter til i første omgang. Flytningen vil ske hen over sommeren, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned