Rådet for Sikker Trafik: Lad ikke børn køre elløbehjul
Transportminister Ole Birk Olesen og Aarhus-rådmand Bünyamin Simsek var torsdag ude og teste et par elektriske løbehjul på cykelstierne i Aarhus. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Børn på elløbehjul kan nu lovligt indtage cykelstierne, hvis de er under opsyn. Men der er stor risiko for, at de kommer til skade, mener organisation.
En ny forsøgsordning betyder, at du fra torsdag ganske lovligt kan hoppe på elløbehjulet og indtage landets cykelstier. Det samme kan dine børn, selv om de er under 15 år - så længe de er under opsyn af en voksen.
Men det bør du ikke lade dem gøre, mener Pernille Ehlers, der er chefkonsulent hos Rådet for Sikker Trafik.
Hun har samlet en række råd til brugen af elløbehjul, og det ene lyder, at man ikke bør lade børn køre på elektrisk løbehjul - heller ikke på legepladser eller lignende afgrænsede områder.
- Børn kan have meget svært ved at kontrollere hastigheden og holde balancen med så høj hastighed, så risikoen for, at de kommer til skade er høj, lyder det.
Rådet for Sikker Trafik er ikke begejstret for den nye forsøgsordning, som de tidligere har kaldt en "ualmindelig dårlig idé".
Særligt den del af ordningen, der går på selvbalancerende køretøjer og elektriske skateboards, bekymrer rådet.
Fælles for køretøjerne er, at de ikke har noget styr, og at hastighed, retning og nedbremsning styres med personens kropsvægt, stilling og balance.
Uanset hvilken type af motoriseret køretøj, du vælger at indtage, råder Pernille Ehlers og Rådet for Sikker Trafik til, at du øver dig i at beherske køretøjet, inden du kører ud i trafikken.
Hos Cyklistforbundet råder kommunikations- og kampagnechef Jane Kofod først og fremmest til, at alle - børn som voksne, cyklister som personer på elkøretøjer - passer på sig selv og hinanden i trafikken.
- Det kommer til at kræve noget tilvænning - især på de større byers trafikerede cykelstier, siger hun og tilføjer:
- Vi mennesker er vanedyr, og vi skal vænne os til, at der kommer nye køretøjer, som på afstand kan ligne en almindelig cyklist, men som kommer med så stor forskel i farten.
Hun opfordrer desuden til, at man lader mobilen blive i lommen, signalerer hvad man skal - for eksempel ved stop eller sving - og kører efter forholdene.
- Man skal ikke køre hurtigt, hvis forholdene ikke er til det. Og det gælder både bilister, cyklister og folk på elløbehjul eller andre motoriserede køretøjer, siger hun.
/ritzau fokus/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde