Rangers-fans støtter kræftramt Laudrup

Brian Laudrup har en stor plads i hjertet hos fansene af den skotske fodboldklub Glasgow Rangers, hvor han spillede fra 1994-1998.

Nyheden om, at den tidligere topspiller er blevet diagnosticeret med lymfekræft, har derfor fået Rangers-fans til at gå sammen og bakke Brian Laudrup op offentligt.

I en annonce i den engelsksprogede avis Copenhagen Post, der udkommer i dag, onsdag, udtrykker Rangers-fansene deres sympati med Brian Laudrup.

- Spillere og fans i Glasgow Rangers har længe set sig selv som medlemmer af en unik familie, og som i alle andre familier modtages nyheden om en broder i vanskeligheder med bekymring og tristhed, lyder det i annoncen.

- Sådan var det også for alle i og omkring Rangers, da vi fik at vide, at vores særlige bror fra Danmark har indledt en kamp mod kræft.

Fansene erkender, at sygdommen er et personligt anliggende for Brian Laudrup og hans familie, men udtrykker et behov for at bakke op om en spiller, der har betydet så meget for klubben.

- Der er mennesker i alle hjørner af verden, som har Brian Laudrup i deres hjerter og deres bønner.

- Rangers-familien åbner sit hjerte for dig, Brian, og ønsker, at du må få styrke til at vinde denne kamp, som du har vundet så mange andre.

Nyheden om Brian Laudrups sygdom kom i sidste uge. I en pressemeddelelse fortalte han, at han er diagnosticeret med en mild form for lymfekræft, men at både lægerne og han selv er optimistiske.

/ritzau/

Brian Laudrup får støtte og opmuntring fra fans af sin gamle klub Glasgow Rangers i kampen mod lymfekræften.

Offentliggjort Sidst opdateret