Robbie rocker hele to gange i Parken

Foto: FLINDT MOGENS

Det er kun få dage siden, at det blev offentliggjort, at sangeren Robbie Williams kommer til Danmark og giver solokoncert i Parken til sommer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nu er det så blevet meddelt, at den karismatiske sanger giver hele to koncerter på det store stadion - både den 22. juli og den 23. juli.

- Der har været overvældende interesse for billetterne til koncerten. Langt større end vi nogensinde tidligere har oplevet ved pre-sales, skriver arrangørerne, Live Nation, i en pressemeddelelse.

- Det er derfor netop lykkedes os at få et go-ahead til en ekstrakoncert dagen efter, bliver der tilføjet.

Så hvis det ikke er lykkedes at få billetter til den oprindelige koncert den 22. juli, så er der nu en ny mulighed for at genhøre popklassikere som "Feel", "Let Me Entertain You" og "Angels" live på dansk jord.

Den 38-årige sanger var for nylig i Danmark for at gæsteoptræde i sangprogrammet "Voice - Danmarks Største Stemme" sammen med den ålborgensiske deltager Søs Haals.

Samtidig gav han flere interviews til den danske presse om sit nye soloalbum "Take the Crown" og den første single "Candy", der sandsynligt også kan høres i Parken til sommer.

- Den første single er en god popsang. Jeg vidste, at jeg blev nødt til at sende noget ud, som folk virkelig vil elske, fordi den er utroligt poppet - og som mange folk vil hade, netop fordi den er så poppet, sagde Williams til Ritzau.

- Samtidig er det mit største hit hjemme i England siden "Rock DJ", og det er vigtigt for mig. Jeg vidste, at hvis den kun var blevet nummer fem, så ville man straks have råbt "brænd heksen" - så jeg ville sikre mig, at jeg ikke kan blive sat ild til, tilføjede han.

/ritzau/