Robbie tager på turné med Take That

Så kan pigerne godt begynde at varme stemmerne op til skrig og hvin - Robbie Williams tager med sit gamle boyband Take That på turné.

Det afslører Gary Barlow og Robbie Williams i et interview med BBC. Det er det første fælles interview, siden popstjernernes veje skiltes i 1995.

Men bandet blev genforenet for nylig og udgiver et album i november, og så får deres fans altså også mulighed for et live gensyn med femkløveret.

- Vi er ved at planlægge en turné, siger Gary Barlow til BBC.

Turen kommer formentligt til at løbe af stablen næste sommer, men om de fem lægger vejen forbi Danmark, melder historien foreløbigt ikke noget om. For stjernerne holder tæt med planerne.

- Der er store planer undervejs, men hvornår, hvor og hvad må vi endnu ikke løfte sløret for, siger Robbie Williams.

Når album og tur er overstået, er der dog ingen garantier for, at de fem bliver ved med at lave musik sammen, siger Gary Barlow.

- Jeg tror, at Rob (Robbie Williams red.) går tilbage til at være Rob, og vi går tilbage til bare at være fire. Jeg tror, det går tilbage til det, det var før, siger Gary Barlow.

Også for Robbie Williams står fremtiden åben.

- Sagen er, at vi kan gøre lige, hvad vi har lyst til. Vi har de næste 18 måneder planlagt. Men hvad der end sker bagefter - det sker. Vi har ikke besluttet noget, siger han i interviewet med BBC.

Mens fansne venter på det nye Take That album, kan de forsøde ventetiden med en helt ny single, som Robbie Williams og Gary Barlow har indspillet sammen.

Den nye sang hedder Shame - eller på dansk Skam - og handler om hvordan de to stjerners kølige forhold til hinanden i de 15 år, der er gået, siden Robbie Williams forlod Take That til fordel for en solokarriere.

Ud over Gary Barlow og Robbie Williams består Take That af Jason Orange, Mark Owen og Howard Donald.

/ritzau/

Robbie Williams er tilbage med Take That. Nu får de mange fans mulighed for et gensyn, når det genforenede boyband tager på turné.

Offentliggjort Sidst opdateret