Robinson-exit var svær at sluge

Det var lige ved og næsten for Hans Ole, der måtte se sig slået af Søren i årets Robinson-finale. Og det har taget ham meget lang tid at sluge skuffelsen.

- Det har taget mig to måneder at komme mig over, at jeg ikke vandt. Jeg har altid været nummer ét, uanset hvad jeg lavede. Om det så har været poker eller fodbold, eller hvad jeg nu har lavet. Så derfor var det meget svært for mig, siger Hans Ole, der fortæller, at han og Søren dog er blevet rigtig gode venner.

Derfor regner han også med, at han får lidt ud af Sørens pengepræmie på 500.000 kroner.

- Efter skat er der 250.000 kroner tilbage, og vi er lige skøre, så dem skal vi hurtigt få fyret af på sprut og cirkusprinsesser, siger Hans Ole. Siden ekspeditionen sluttede, har han og Søren talt i telefon sammen to-tre gange om dagen. Men skuffelsen sidder stadig i Hans Ole.

- Jeg troede jo fra første færd, at jeg skulle vinde. Til gengæld har jeg fået en ven for livet. Jeg har fundet den ven, jeg har ledt efter hele mit liv, siger han.

/ritzau/

Det tog Hans Ole flere måneder at komme sig over, at han røg ud af årets ekspedition, som Søren vandt.

Offentliggjort Sidst opdateret