Den efterhånden 67-årige heavyrocker Ronnie James Dio er blevet ramt af kræft i maven og er nu under behandling for sygdommen. Det oplyser Dios kone ifølge BBC.
Ronnie James Dio, der blandt andet har sunget i grupperne Black Sabbath og Rainbow, måtte i sidste uge aflyse en europæisk turné med sit band, fordi han blev dårlig.
Han blev omgående indlagt på hospitalet, hvor det viste sig, at ubehaget skyldtes kræft i maven. Heldigvis er sygdommen ikke voldsomt fremskredet endnu.
- Ronnie er blevet diagnosticeret til at have mavekræft i et tidligt stadie. Vi er begyndt behandling øjeblikkeligt på The Mayo Clinic, fortæller hans kone ifølge BBC.
De senere år er kræft i mavesækken blevet mere sjælden. Muligvis fordi vi er blevet mere opmærksomme på at undgå risikofaktorer som for eksempel rygning.
Kræftformen er statistisk set en alvorlig sygdom, hvor udsigterne til overlevelse er bekymrende. Ifølge Kræftens Bekæmpelse er kun omkring en tredjedel i live et år efter diagnosen. Efter tre år er det kun hver femte.
Ronnie Dios kone føler sig dog overbevist om, at heavysangeren nok skal komme ovenpå igen. Og når det sker, så skal der rockes igennem som sædvanligt.
- Efter at have nedkæmpet denne drage, kommer Ronnie tilbage på scenen, hvor han hører til, og gør, hvad han holder mest af: at optræde for sine fans, siger konen.
Ronnie Dio opnåede først anerkendelse med sit eget band Elf, før han i 1975 kom ind i bandet Rainbow. I 1979 erstattede han i tre år rocklegenden Ozzy Osbourne i Black Sabbath.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet