Rosie O'Donnel gifter sig i smug

Foto: © John Spellman / Retna Ltd

Komiker og talkshowvært Rosie O'Donnell tog fusen på de fleste, da hun i hemmelighed giftede sig med sin kæreste, Michelle Rounds, sidst i juni.

Offentliggjort Sidst opdateret

Brylluppet kom meget hurtigt i stand, efter Michelle Rounds blev diagnosticeret med en livsfarlig og sjælden svulst i maven.

- Min kone, Michelle, blev diagnosticeret med en sjælden svulst i maven, som kan være livsfarlig, skriver Rosie O'Donnell på sin blog.

Den sjældne svulst rammer kun tre personer ud af en million.

Den dukker op på de indre organer som for eksempel mavesækken. Svulsten breder sig ikke i kroppen, men kan vokse ind i det organ, den sidder på og her være livsfarlig, hvis den ikke behandles i tide.

- Vi giftede os i hemmelighed inden Michelles operation, bare os to sammen, skriver tv-personligheden ifølge femalefirst.co.uk.

- Brylluppet skulle egentlig være foregået tidligere, men blev udskudt på grund af Michelles sygdom. Det var heldigt, for på den planlagte dag lå jeg selv på intensivafdelingen, skriver den nybagte brud til sine læsere.

Rosie O'Donnell har nemlig selv været i livsfare for nylig. I august fik den 50-årige Rosie O'Donnel nemlig et hjerteanfald. Komikeren var i livsfare, men indså det ikke selv og ringede derfor ikke efter en ambulance.

Først den følgende dag hos lægen indså Rosie O'Donnell, hvor tæt hun var på at dø.

Nu er både Rosie og Michelle opereret og ovenpå igen efter deres sygdomme.

De to nygifte kan nu nyde hinanden og deres nyfundne status som ægtefæller.

/ritzau/