Roskilde booker rapper: Sidst aflyste han lige før start
Chance The Rapper skal til sommer optræde på Roskilde Festival. Han blev også booket i 2014, men der aflyste han otte minutter før koncertstart. (Arkivfoto). Foto: Joshua Lott/Ritzau Scanpix
Joshua Lott/Ritzau Scanpix
Chance the Rapper er blandt seks nye navne, som Roskilde Festival onsdag har føjet til årets plakat.
For fem år siden bookede Roskilde Festival Chance the Rapper til festivalen, men fans måtte vente forgæves. For det endte med en aflysning kort før koncertens start.
Nu prøver festivalen så igen. Den amerikanske rapper er onsdag blevet tilføjet til musikprogrammet, og det meddeles, at han skal spille fredag 5. juli på Orange Scene.
Her vil han ifølge festivalen indtage scenen med sit band til et højenergisk festshow, der blander rap med storladne gospelballader.
I 2016 var Chance the Rapper den første kunstner til at modtage Grammyer for en streamingudgivelse. Han fik en Grammy for årets nye navn og for bedste rapalbum med streamingalbummet "Coloring Book".
Ifølge Roskilde Festival lægger han i øjeblikket sidste hånd på en opfølger til det album. Det ventes at udkomme meget tæt på sommerens besøg i Danmark.
Da han var booket til Roskilde Festival i 2014 blev aflysningen af koncerten meldt ud blot otte minutter før planlagt start. I stedet trådte den danske dj Pelle Peter Jensen til og optrådte på scenen Avalon.
Det blev dengang meldt ud, at aflysningen skyldtes sygdom. Det blev dog ikke nærmere oplyst, hvad sygemeldingen skyldtes.
Foruden hiphopperen er indiesanger og sangskriver Sharon Van Etten samt Lizzo er blandt de seks nye tilføjelser til årets plakat. Også Fouli, Petrol Girls og Vinicio Capossela er på programmet.
Festivalen oplyser dog, at der er en håndfuld flere musiknavne på vej, som afsløres samtidigt med den endelige spilleplan.
Tidligere har festivalen afsløret, at blandt andet Bob Dylan, The Cure, Cardi B, Robyn, Travis Scott, MØ og Janelle Monáe skal spille i Roskilde.
Roskilde Festival varer otte dage fra lørdag 29. juni til lørdag 6. juli.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker