Rowlings voksenbog bliver til tv-serie
Foto: Uncredited/AP
Polfoto
Mens hendes tidligere bøger om troldmandslærlingen Harry Potter blev til en kæmpe biografsucces, må forfatteren J.K. Rowling med sin voksenbog "The Casual Vacancy" nøjes med en tv-serie.
Det er britiske BBC, der står for at forvandle den mørke komedie om livet i en på overfladen idyllisk engelsk landsby til en tv-serie, der skal løbe over skærmen på BBC One i 2014.
Forfatteren er dog ikke skuffet over, at hun i denne omgang "kun" opnår en tv-serie.
- Jeg er begejstret for, at BBC har rekvireret "The Casual Vacancy", siger den 47-årige forfatter i en pressemeddelelse.
- Jeg har altid tænkt, at denne roman ville passe bedst til tv, og jeg synes, at BCC er det perfekte hjem for den, siger hun videre.
Rowlings voksenbog, der på dansk har titlen "Den tomme plads" udkom i september - fem år efter den sidste bog om Harry Potter. Og historien kunne ikke være meget mere anderledes. For voksenbogen behandler emner som voldtægt, stofmisbrug og selvskade.
Mens anmelderne tog lunkent imod bogen, har læserne placeret den på toppen af bestsellerlister i lande som Storbritannien, Frankrig og USA.
BBC har endnu ikke besluttet sig for, hvor mange afsnit serien kommer til at fylde. Men Rowling kommer til at have et tæt samarbejde med tv-stationen, lyder det.
Forfatteren har tidligere holdt en dør åben for et gensyn med Harry Potter-universet, men hun siger, at hendes næste bogprojekt sandsynligvis kommer til at være målrettet et endnu yngre publikum.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned