Royal Arena melder udsolgt til YouTube-stjernernes prisfest
Rasmus Brohave er en af værterne, når Guldtuben løber af stablen lørdag. Han er en af de mest kendte Youtube-personligheder herhjemme og har flere end 250.000 følgere på mediet. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det er fjerde gang, at prisshowet Guldtuben, der fejrer de danske stjerner på YouTube, afholdes.
Lørdag aften samles tusindvis af passionerede fans i Royal Arena til årets Guldtuben.
Og showet, hvor danske YouTube-stjerner fejrer sig selv og hinanden, melder om fuldt hus. Flere end 12.000 fans har købt billet til begivenheden, hvor en lang række priser skal uddeles til de personer, der har gjort størst indtryk på sociale medier.
Det skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.
De nominerede ved showet kaldes populært influencers. Begrebet dækker over personer, der især er kendt fra YouTube, Instagram og andre sociale medier - og som har hundredtusindvis af følgere.
- Det er vildt, at Guldtuben er vokset til at blive så stort et show, siden vi lavede det for første gang i 2015. Men det viser også, hvor populære influencerne i virkeligheden er herhjemme, siger Ken Malec fra TradeCph, der er blandt arrangørerne af Guldtuben, i pressemeddelelsen.
Arrangørerne overvejer at åbne for flere tribuner, da efterspørgslen efter billetter har været overvældende.
Sidste års show blev også afholdt i Royal Arena og blev ligeledes transmitteret live på TV2 Zulu og online via stream. Cirka 210.000 fulgte med på tv og online i 2017.
Årets værter er Martin Johannes Larsen, tv-vært på DR3-programmet 'Fckr med dt hjrte', og YouTube-personlighederne Julia Sofia og Rasmus Brohave.
De to sidstnævnte har tilsammen knap en halv million følgere på YouTube.
- For mig er Guldtuben altid et af årets højdepunkter. Jeg kan ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til at råbe - eller nærmere skrige - velkommen i Royal Arena, siger Rasmus Brohave.
De nominerede influencers kæmper blandt andet om priser som årets videoskaber, årets gamer, rising star og årets humor.
Til showet optræder blandt andre Christopher, Skinz, Bro og Malte Ebert.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned