Rygskadet sanger udskyder turné

Cohen-fans må vente til efteråret med at komme til koncert med deres idol. En rygskade fik i weekenden Leonard Cohen til at udskyde sin europæiske turné med et halvt år.

Den 75-årige Cohen har skadet den nederste del af ryggen i forbindelse med træning, oplyser AEG Worldwide.

Cohen vendte i 2008 tilbage til scenen efter en pause på 15 år, og det var meningen, at han 1. marts skulle have indledt en større Europaturné med start i Frankrig. Nu står den i stedet på fire-seks måneder med intensiv fysioterapi for at blive skaden kvit.

- Lægerne har bekræftet, at Mr. Cohen ellers er i fremragende form takket være to års træning og diæt, og han har simpelthen bare brug for passende tid til at komme sig over rygskaden, siger Cohens manager, Robert Kory.

Cohens turné vil i stedet begyndte 15. september i den franske by Caen. Turen går derefter til en række andre franske byer, ligesom han også giver koncerter i Polen, Slovakiet og Rusland i løbet af september og oktober. Dertil kommer yderligere fire koncerter, som vil blive offentliggjort senere.

Siden sit comeback i 2008 har Leonard Cohen givet 191 udsolgte koncerter og sidste søndag blev han hædret med en hæderspris ved Grammy-uddelingen.

AFP

/ritzau/

Den 75-årige sanger Leonard Cohen må udskyde sin Europaturné et halvt år på grund af en rygskade.

Offentliggjort Sidst opdateret