Sådan vedligeholder du formen i vinterhalvåret
Variér din træning i vinterhalvåret. Det er godt for både fysikken og motivationen. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Der er en række fordele ved at fastholde træningen om vinteren, selv om vejret måske ikke indbyder til udendørs motion.
Sommeren er forbi, og det samme er højsæsonen for løb, cykling, boldspil og mange andre udendørs motionsformer.
Men sportstøjet behøver ikke at ende på hylden, bare fordi vi går efteråret og vinteren i møde.
Tværtimod er det vigtigt at vedligeholde sin grundform.
- Både så man fastholder de sunde vaner, og så man ikke starter fra nul, når man genoptager træningen i foråret, siger Søren Thorgaard Skou, der er professor i træning og sundhed ved Syddansk Universitet og ved Næstved-Slagelse-Ringsted Sygehus.
Hvis man kun giver den en skalle i sommermånederne, kan kroppen nemlig have svært ved at følge med.
- Kvartalsmotionister øger risikoen for skader, fordi kroppens sener og led mister noget af sin styrke i pauseperioderne, siger Christian Neergaard, der er lektor i fysioterapi ved Københavns Professionshøjskole.
- Så vil man have et forår uden skader, er det vigtigt at holde sin grundform og styrke ved lige hele året, tilføjer han.
Det er oplagt at gå i gang med noget styrketræning.
- Det er altid en god idé, men det gider folk typisk ikke i sommerhalvåret. Men når det alligevel er mørkt og koldt, kan man passende begynde på det, siger Christian Neergaard.
Du kan også supplere med helt nye motionsformer - for eksempel svømning, cykling, yoga eller noget fjerde, du altid har haft lyst til at prøve.
Variationen er nemlig god på flere måder.
- Hvis man udfordrer sig selv fysisk med forskellige motionsformer, så træner man kroppen mere alsidigt. På den måde forbedrer og vedligeholder man både kredsløb, muskler og led, siger Søren Thorgaard Skou.
Samtidig kan udfordringen skabe noget gejst og motivation, som er med til at trække dig ud af døren.
Den bedste motion er nemlig den, du får dyrket. Og det bliver især aktuelt i vinterhalvåret.
- Nogle motionister oplever det som svært at få trænet i vinterhalvåret. Derfor er det vigtigt, at den alternative motion ikke er en sur pligt, men en sjov måde at holde formen ved lige, siger Søren Thorgaard Skou.
Generelt er det godt, hvis du både indlægger noget kredsløbstræning og styrketræning.
- Mange løber i sommerhalvåret, men det er en meget ensidig træningsform. Derfor vil det være rigtig godt med nogle alternative motionsformer om vinteren, hvor man stadigvæk vedligeholder konditionen og får pulsen helt op, siger Christian Neergaard.
Det kan eksempelvis foregå på crosstrainer, motionscykel, løbebånd eller med holdtræning.
/ritzau fokus/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned