Salsabedstemor chokerer i talentshow

Øhh, hvad skete der lige der?

Det var formentlig, hvad dommerne i den spanske pendant til DR's Talent 09 tænkte efter at have set 75-årige Paddy Jones gå amok i en "salsa acrobatico".

Den 75-årige britiske bedstemor, der bor i Spanien, chokerede dommerpanelet, da hun sammen med partneren Nico demonstrerede, hvordan man danser salsa.

Og hvis "gode gamle Fru Olsen" fra Rock Nalles klassiker var helt vild med Rock, så må man sige, at gode gamle Fru Jones i den grad er helt vild med salsa.

Trods de mange år på bagen, så var Paddy Jones nemlig ikke bleg for at lade sig kaste rundt i luften. Og hendes dans ledte mere tankerne i retning ad en fyrig cubansk ungmø end ad en aldrende brite.

Paddy Jones blev da også belønnet med sejren i talentshowet, hvor hun med sin præstation fik både dommere og publikum til at rejse sig i stående bifald og jubel.

Paddy Hudson stammer fra byen Stourbridge i West Midlands i Storbritannien. Men efter hendes mand døde, valgte hun at flytte til Spanien. Her begyndte hun at tage salsatimer, og man må konstatere, at hun har været lærenem.

- Jeg er et levende bevis på, at alder ikke er nogen hindring. Når musikken spiller, så har jeg bare lyst til at bevæge mig. Jeg føler mig ekstremt heldig, at jeg kan gøre, som jeg kan, og jeg vil blive ved så længe som muligt, siger Paddy Jones til Timesonline.co.uk.

Efter sejren er Paddy Jones blevet et fænomen på internettet. På YouTube har knap hundredtusindvis klikket ind på videoen, hvor hun sammen med dansepartneren Nico begejstrer dommere og publikum.

/ritzau/

Britisk bedstemor dansede salsa som cubansk ungmø i spansk talentshow og løb med sejren samt stående bifald fra dommere og publikum.

Offentliggjort Sidst opdateret