Scene-hopperen fra Grammy: Jeg er ikke skør

Foto: John Shearer/John Shearer/Invision/AP

Det var ikke hans mening at gøre sangerinden Adele hverken ked af det eller forlegen, da den ukrainske journalist Vitalii Sediuk hoppede på scenen ved Grammy-uddelingen, lige før den britiske sangerinde skulle modtage en pris.

Offentliggjort Sidst opdateret

For faktisk er han kæmpe fan af sangerinden.

Episoden kostede ham dog en anholdelse og en sigtelse for ulovlig indtrængning.

Nu forklarer han hvorfor, han gjorde det.

- Idéen om at hoppe op på scenen kom i sidste øjeblik for at være ærlig. Adele er min yndlingssangerinde. Så da jeg hørte hendes navn, fik jeg den idé, at jeg ville gå op på scenen, og jeg forestillede mig, at det var mig, der skulle modtage prisen, og så sagde jeg "Tak Adele, du er min inspiration", fortæller journalisten.

- Mit mål er at underholde og at vise kendissernes følelser. Jeg er ikke skør. Jeg tænker bare anderledes, siger han ifølge Toronto Sun.

Det var ved at følge efter en gruppe venner, der skulle ind til showet, at det lykkedes for Vitalii Sediuk at komme ind til Grammy-uddelingen. Derefter fulgte han efter en kvinde, som han senere fandt ud af var Katy Perry.

Han satte sig bagefter på en stol på anden række - en stol, der tilhørte forsangeren fra Maroon 5, Adam Levine, som i stedet måtte tage til takke med en plads på gulvet.

/ritzau/