Den østrigske schlagerkonge Hansi Hinterseer har for alvor bidt sig fast i danskernes hjerter og ikke mindst på toppen af pladebrancheorganisationens officielle hitliste.
For anden uge i træk ligger Hinterseers "The Danish Collection" øverst på listen, og sange som "Komm mit mir" og "Hände zum Himmel" lyder fortsat livligt rundt om i landet.
Dermed formår Hansi Hinterseer at møve sig foran både Rasmus Seebach og Medina, selv om han stort set er blevet overset af landets mest hørte radiokanal, P4. Kun én gang er Hinterseer blevet spillet på kanalen.
Det skete den 9. april - samme dag, det blev offentliggjort, at den østrigske schlagerkonge var gået ind som nummer et.
Heller ikke DR's øvrige radiokanaler giver den østrigske sanger med den fyldige hårpragt megen opmærksomhed. Ud over den ene afspilning på P4 er Hinterseer kun blevet spillet en enkelt gang i DR-regi. Det skete den 10. april i "Mads og monopolet".
DR har før været kritiseret for ikke at spille nok af den såkaldt folkelige musik, som for eksempel dansktopmusik.
Men Hinterseers succes er ikke gået ubemærket hen. I denne uge var schlagerkongen live igennem i et telefoninterview med Go'morgen Danmark på TV2 til stor begejstring for to fans, der var inviteret i studiet for at fortælle om deres kærlighed til Hinterseer og hans musik.
En bemærkelsesværdig detalje ved Hinterseers succes er, at han stort set ikke sælger sin musik digitalt. 99 procent af "The Danish Collection" sælges som fysiske cd'er. Normalt sælges en fjerdedel digitalt via nettet gennem tjenester som for eksempel iTunes.
Hansi Hinterseer har også optrådt i et interview i Ekstra Bladet, hvor han fortæller om sin overraskelse over at blive modtaget så godt blandt det danske musikpublikum.
Hansi Hinterseer kommer til Danmark den 13. december, hvor han giver koncert i Forum Horsens. Men fortsætter succesen, er det ikke usandsynligt, at der kommer flere danske koncerter med schlagerkongen.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker