I løbet af denne uge er der berammet et retsmøde i sagen mod den sexanklagede filminstruktør Roman Polanski. Det oplyser en talsmand fra retten i Los Angeles til nyhedsbureauet AP.
Den 32 år gamle sag har været sat på standby i en måneds tid, efter at retten afviste Polanskis krav om at få sagen afvist.
Roman Polanski sidder i øjeblikket i husarrest i en skihytte i Gstaad i Schweiz. Han blev anholdt i alpelandet i september på baggrund af en international arrestordre udstedt af anklagemyndigheden i USA.
Han er tiltalt for tilbage i 1977 at have haft sex med en kun 13-årig pige. Det skete under en modeloptagelse, hvor Polanski ifølge tiltalen gav pigen champagne og sovemedicin, før han forgreb sig på hende.
Dengang erkendte Polanski at have haft sex med den mindreårige pige. Men han nægter, at der er tale om en såkaldt drugrape, hvor man opnår samleje ved at bedøve sit offer, som så ikke kan gøre modstand.
En domstol i USA fastslog sidste måned, at Polanski kan få sin sag afgjort hurtigt, hvis han indvilger i at lade sig dømme in absentia. Eventuelt kan han også acceptere at lade sig udlevere og på den måde få sagen kørt hurtigt gennem retssystemet.
Indtil videre kæmper Polanski mod udlevering fra sin husarrest i Schweiz. Han har ikke været i USA, siden han forlod landet efter sexsagen kom frem i lyset. Heller ikke i 90'erne, da han vandt en Oscar.
Polanskis advokater har kæmpet for, at sagen skulle fortsætte bag lukkede døre. Men det har anklagemyndigheden modsat sig. Og retten har bestemt, at retsmødet i denne uge skal foregå i fuld offentlighed. Der er dog ingen oplysninger om, hvad retsmødet konkret kommer til at dreje sig om.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker