Den colombianske popstjerne Shakira donerede torsdag 400.000 dollar (2,1 millioner kroner) til genopbygning af en pigeskole, der blev ødelagt under jordskælvet i Haiti i januar 2010.
Den Grammy-vindende sangskriver kom med det glædelige budskab i forbindelse med et besøg i hovedstaden Port-au-Prince, hvor hun også gav prøver på sine sang og danse-talenter for eleverne på Elie Dubois-skolen.
- Jeg mener, nøglen til en værdig fremtid for det haitianske folk er uddannelse, sagde Shakira, der selv kommer fra et af de fattigste lande i verden.
Velgørenhed er ikke fremmed for sangeren, der i sommeren 2010 noterede sig for endnu en global ørehænger med slagsangen for VM i fodbold "Waka Waka".
Gennem sin karriere har Shakira gentagne gange delt ud af formuen til uddannelser, mad og psykologhjælp til børn i sit hjemland gennem sin egen organisation "Pies Descaldoz" (barfodet, red).
Umiddelbart efter det store jordskælv for et år siden lovede Shakira penge til genopbygningen af skolen i Port-au-Prince.
Under torsdagens besøg var hun ledsaget af direktøren for The Inter-American Development Bank, Luis Alberto Moreno, som lovede, at udviklingsbanken vil matche bidraget fra Shakira.
Lokale embedsfolk mener, at Elie Dubois skolen kan genoptage undervisning i de oprindelige bygninger i oktober. Indtil da bliver de cirka 200 elever undervist i lokaler i nærheden af skolen, der er opført i begyndelsen af 1900-tallet og blandt de ældste i landet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde