Folkene bag Anders And & Co. har trukket realityfænomenet Sidney Lee ind fra sidelinjen i et forsøg på at gøre noget ved det faldende salg af Anders And-blade i Danmark.
I et kommende nummer af bladet er Anders og ungerne en tur i Danmark. De skal skaffe en gammel indianerhalskæde til Onkel Joakim, som skulle være beviset for, at vikingerne og ikke Columbus opdagede Amerika.
Under et besøg i Nyhavn opstår der pludselig noget postyr i nærheden. Det viser sig, at det er pressefolk, der flokkes om mediestjernen Slibri Lee, en andebyficering af virkelighedens Sidney Lee.
Slibri Lee er ligesom den ægte Sidney udstyret med bandana og hvide sko. Men i Andeby-universet findes der ikke mennesker, så Slibri Lee er udstyret med en grisetryne.
Anders og ungerne, der jo ikke er hjemmevant i Danmark, må have en tjener i Nyhavn til at forklare, hvem Slibri Lee er. Forklaringen er, at han hele tiden er i fjernsynet.
Da Anders And spørger tjeneren, hvad Slibri Lee så er kendt for, er svaret såmænd bare: "for hele tiden at være i fjernsynet".
I løbet af ændernes danske visit støder de også ind i andre kendte danskere. Blandt andet dronningen og statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Anders And og ungerne får da også en mere ubehagelig side af det danske samfund at se, nemlig det høje prisniveau. Det sker naturligvis også i Nyhavn, hvor ænderne må betale 329,50 for fire glas limonade og en wienerbasse.
Nummeret af Anders And & Co., hvor ænderne gæster Danmark, udkommer den 16. september.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde