Slemme trin gav dansefarvel til knust Anne

Det var en knust Anne Kejser, der fredag aften blev stemt ud af TV2-programmet "Vild med dans" efter omdans med den tidligere landsholdsfodboldspiller Allan Nielsen.

Den 29-årige komiker og skuespiller, der normalt laver skjult kamera i TV2's Zulu-program "Slemme Slemme Piger", kunne ikke gemme tårerne, da afgørelsen faldt.

- Ja, sagde hun grådkvalt, inden hun fik kontrol med stemmen og tilføjede:

- Jeg er ikke ligeså specielt lykkelig for det her.

Allerede inden omdansen havde Anne Kejser da også fastslået, at hun ikke var "tosset med det".

Anne Kejser dansede sammen med "Vild med dans"-debutanten Martin Wardinghus Glerup tango til "Hurtful" af Erik Hassle, hvilket dommerne honorerede til 16 point og en delt næstsidsteplads med cykelrytteren Michael Rasmussen og Mie Moltke.

Det var dog hverken konkurrenterne på næstsidstepladsen eller politiker Kristian Jensen og Katrine Bonde på sidstepladsen, som seerne mente var aftenens dårligste dansere.

I stedet var det ekslandsholdsspilleren i fodbold Allan Nielsen og den rutinerede danser Vickie Jo Ringgaard, der var i omdans.

Allan Nielsens tilgang til seernes manglende stemmer og risikoen for at ryge ud af showet var dog langt mere afslappet end Anne Kejsers:

- Jeg synes, det er spændende, at jeg får lov at danse igen. Jeg følger med og prøver at lære på bedste vis, og nu skal vi ud og danse igen, lød det selvsikkert.

Den tidligere fodboldspiller havde dog også opbakning hjemmefra, da kæresten og ridepige Tina Lund var med i showet i 2008 og blev nummer to efter kuglestøderen og den nybagte politiker Joachim B. Olsen.

/ritzau/

Anne Kejser fra TV2's skjultkamerashow "Slemme Slemme Piger" er ude af "Vild med dans" efter omdans med den tidligere landsholdsspiller i fodbold Allan Nielsen.

Offentliggjort Sidst opdateret