Snart kan du vælge en klimavenlig håndværker

I fremtiden skal du kunne tilvælge en klimavenlig håndværker. Hos tjenesten Håndværker.dk vil de gøre det til et valg på linje med, når du vælger at købe økologi i supermarkedet. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Der er grønnere tider på vej - også i byggebranchen. Og snart kan du også ringe til en klimavenlig håndværker.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis du skal have lavet badeværelse, så indhenter du nok et par tilbud på at få lavet projektet.

Og så kan du sammenligne, hvad det skal koste forskellige steder.

Men i et af tilbuddene kan du måske også komme til at se, hvad det koster i CO2. Og når du ringer til håndværkeren, giver han også lige et grønt råd med på vejen om, hvordan du med en lille ekstra indsats kan spare på vandet i det lange løb.

Klima og bæredygtighed er for længst rykket øverst på dagsordenen på Christiansborg og i boligen. Og ifølge Dansk Byggeri er det også den vej, det går i byggeriet.

- Der er ved at komme en frivillig bæredygtighedsklasse (som indeholder ni krav til miljømæssig, klimamæssig, social og økonomisk kvalitet, red.) i bygningsreglementet.

- Det tror vi, er den sti, vi vil gå ned ad. Og som vil komme til at stille krav til håndværkerne, vurderer Torben Hessing-Olsen, som er chefkonsulent i Dansk Byggeri.

Netop nu bliver der arbejdet i det private på, at du kan få en klimahåndværker til at udføre opgaver i din bolig.

Portalen håndværker.dk, hvor du kan søge efter lokale håndværkere, har indgået et samarbejde med den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras, hvor de udvikler et uddannelsesforløb.

Efter et tredages kursus i klima og bæredygtighed kan håndværkeren få et bevis.

- Det handler om at klæde håndværkeren bedre på i forhold til klimahensyn, siger Mads Hagh, som er projektleder hos ingeniørvirksomheden Niras, og fortsætter:

- De overordnede læringsmål er blandt andet viden om klimaet generelt, bæredygtighed, CO2-udledning og CO2-besparelse.

Forventningen er, at det første uddannelsesforløb finder sted i starten af det nye år.

Med beviset i hånden kan håndværkeren også foreslå yderligere forbedringer, der trækker fra i boligens CO2-regnskab.

Ifølge Torben Hessing-Olsen fra Dansk Byggeri kan det være et ganske udmærket tiltag.

- Hvis der kommer mere fokus på det fra forbrugere og kunder, så er jeg sikker på, at branchen vil tage det til sig. Det kan være ved at køre med elbiler og sørge for, at værktøjerne og processerne er energieffektive, siger han.

Det kan også inkludere batteridrevne maskiner eller værktøjer.

Henrik Bisp, som er fagekspert hos Videncentret Bolius, ser også en grobund for de klimavenlige håndværkere. Men han bemærker, at vejen stadig er lang.

- På en tre dages uddannelse kan man godt blive klædt godt på til tankegangen.

- Men håndværkerne vil uden tvivl stadig støde på nogle udfordringer, eksempelvis når de skal købe de rigtige materialer i byggemarkedet og vælge den bedste løsning. For branchen er der bare ikke helt endnu, siger han.

/ritzau fokus/

Hos Videncentret Bolius laver de årligt en undersøgelse, der tager temperaturen på boligejernes ønsker og behov. Og her kan de se de mange steder i boligen, hvor der skal træffes bæredygtige valg. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix