Sne og glat føre: Kom sikkert frem til skisportsstedet
Standselængden er op mod fire gange længere, når du kører på sne og islag frem for tør asfalt. Derfor skal I tage højde for glat føre, når I kører på vinterferie, råder eksperter. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Det er farligt, hvis chaufføren føler sig presset til at køre videre trods træthed, glat føre eller dårlig sigtbarhed, siger eksperter.
Sne, sjap, glat føre - og dårlig sigtbarhed i et område, man aldrig har kørt i før.
En ting er at køre bil i dansk vintervejr, men noget andet er at køre i snekørsel i fremmede lande og bjerge, hvor der er markant mere sne.
To eksperter giver her deres råd til, hvordan du kører sikkert i det glatte føre. Og råd nummer ét er, at du skal gå ydmygt til opgaven.
- Man skal sørge for at afpasse hastigheden i forhold til det føre, man kører i. Og sænke farten, når det er dårligt føre, siger seniortekniker Jørgen Jørgensen fra FDM.
I mange skisportslande har de nemlig både mere sne, men også et andet syn på snerydning. Så vejene vil være mindre ryddet, end du er vant til hjemmefra, forklarer seniorteknikeren.
Derfor kan du ikke bare køre som her, hvor vejbanerne bliver heftigt saltet.
- Sørg for at lægge rigtig god afstand til forankørende. For selv om man har rigtig gode vinterdæk, så har man en længere standselængde, siger Jørgen Jørgensen.
Standselængden ændres markant, når der ligger sne og is på kørebanen.
Ifølge beregninger fra Bilmagasinet og de norske trafikmyndigheder Statens Vegvesen har en personbil på tør asfalt en standselængde på cirka 50 meter, når den kører 80 kilometer i timen.
Hvis man derimod kører i sne, er standselængden pludselig 106 meter. Og hvis du kører på et vådt islag, er standselængden knap 200 meter.
- Så lad være med at tage chancer, og lad være med at ignorere de varslinger, der er, siger Jørgen Jørgensen og peger på, at vejret kan ændre sig hurtigt.
Derfor bør I også indlægge lidt luft i tidsplanen, råder både han og Pernille Ehlers, der er chefkonsulent ved Rådet for Sikker Trafik.
- Husk på, at hvis vejret bliver dårligt undervejs, så tager køreturen endnu længere tid. Så sæt tid af til både køreturen og pauser undervejs, siger Pernille Ehlers.
Det er i forvejen krævende at køre langt, orientere sig på fremmede skilte og navigere i et ukendt område, understreger eksperterne. Derfor skal chaufføren ikke samtidig gruble over tidsplanen, men kun koncentrere sig om at køre bil.
- Man skal ikke lige pludselig føle sig presset til at køre for stærkt, selv om det er glat - eller undlade at holde pauser, selv om man egentlig er træt, siger Pernille Ehlers og fortsætter:
- Det kan blive farligt, hvis føreren føler sig presset.
Det er også smart, hvis de voksnes overtøj ikke er pakket alt for langt væk, råder Jørgen Jørgensen.
På den måde kan I reagere hurtigt, hvis I skal ud og skubbe bagpå eller i gang med startkablerne.
- Hvis man strander et sted og er nødt til at skulle ud af bilen, så er det meget rart, at det nødvendige tøj er inden for rækkevidde, siger han.
/ritzau fokus/
Seneste artikler
Noah blev instrueret før kommunens besøg: - Jeg vidste godt, at jeg løj
15-årig dreng truet på livet
Pladsmangel på Sundskolen kan fortsætte i flere år end først antaget
Reagerer på stjålne skilte: - Dovenskab har aldrig været et handicap
Fartproblemet fortsætter: 152 blitzet på denne strækning
Mest læste artikler
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Indsatsleder roser nabo efter brand: - En meget skarp handling