De nordirske og skotske bandmedlemmer af Snow Patrol har i den grad taget Storbritannien med snestorm. Selv om deres hit "Chasing Cars" fra 2006 ikke formåede at kravle op i top-5 på hitlisterne, afslørede musikbrancheorganisationen PPL onsdag, at nummeret er det mest spillede og brugte stykke musik det seneste årti i Storbritannien og Nordirland.
Forsanger og sangskriver i Snow Patrol, Gary Lightbody, sagde tidligere på året, at nummeret "Chasing Cars" fra albummet "Eyes Open" har virket, fordi det har "en følelse, som folk kan relatere til". Selv om der er andre singler, der har solgt bedre, har antallet af afspilninger i radio og tv hjulpet "Chasing Cars" til tops på den bemærkelsesværdige liste.
Nummeret er blandt andet blevet spillet i tv-serien "Grey's Anatomy", der i øjeblikket kan ses på Kanal 4 med den danske titel "Greys hvide verden".
2006 var i det hele taget et år, hvor kunstnerne skabte musik, der virkelig slog igennem. Således er både Take Thats "Shine" og Scissor Sisters "'I Don't Feel Like Dancin", der henholdsvis ligger nummer to og tre på PPL's liste, fra det år. Take That er i øvrigt det eneste band, der har to af sine numre med på listen. Boybandets "Rule the World" fra 2007 kommer ind som nummer seks.
Snow Patrols seneste album, "A Hundred Million Suns", der udkom herhjemme i slutningen af 2008, fik blandede ord med på vejen fra landets anmeldere. Mens Gaffa kaldte albummet "fint håndværk, men desværre også noget kedeligt", var kollegerne fra Soundvenue i det mere positive hjørne, da de skrev, at "Snow Patrol i øjeblikket sætter standarden for radiorock, der rent faktisk har noget at byde på". I maj besøgte bandet spillestedet Vega i København.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker