Stjerne-tweets regner over nybagte prinseforældre

Medieopmærksomheden er bestemt ikke blevet mindre, efter hertuginde Kate af Cambridge og prins William endelig blev forældre til en velskabt søn mandag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Heller ikke på Twitter går det stille for sig, hvor en meget lang række af kendisser står i kø for at lykønske det royale britiske ægtepar.

En af dem er sangerinden og kendisdatteren Kelly Osbourne, der føler en helt særlig stolthed over fødslen.

- Gud velsigne vores fremtidige konge. Jeg er meget stolt af at være brite lige nu, tweeter Osbourne.

En anden sangerinde, eks-Spice Girl Emma Bunton, deltager også i koret af glade tweetere.

- Det er en helt særlig tid for Kate og William, tweeter hun.

Samtidig benytter skuespillerinden Ellen Page, der selv gennemgik en omtumlet graviditet i rollen som Juno i filmen af samme navn, lejligheden til at ironisere over den store opmærksomhed, hertugindens graviditet har fået.

- Wow, de unge går totalt amok over det her nye, britiske band ved navn Royal Baby, spøger hun.

Også den amerikanske talkshowvært Ellen DeGeneres er overvældet. Det endda i en sådan grad, at hun føler en næsten familiær forbindelse til den royale mor.

- Jeg er så glad på både min kusine Kates og den kommende konge af Englands vegne!, skriver den 55-årige tv-personlighed.

Og det er ikke grebet ud af det blå. DeGeneres fik i 2011 en gruppe slægtsforskere til at undersøge, om hun er i familie med hertuginden, der inden sit giftermål med den britiske prins hed Middleton til efternavn. De skulle tilsyneladende være kusiner af 15. grad.

/newspaq/