Svømmestjerne er klar til Vild med dans

Svømmestjernen Mie Ø. Nielsen skifter snart bassinet ud med dansegulvet. Foto: /ritzau/Tycho Gregers

Svømmeren Mie Ø. Nielsen skal være med i dette års "Vild med dans". Det skriver BT.

Offentliggjort Sidst opdateret

Svømmestjernen Mie Ø. Nielsen skifter dette efterår badetøjet ud med farverige kjoler og høje hæle.

Den 20-årige svømmer skal nemlig deltage i dette års "Vild med dans".

Det bekræfter TV2 over for BT.

Til mediet fortæller OL-svømmeren, at hun ser frem til at deltage i danseshowet, som også tidligere har haft elitesvømmere på dansegulvet.

Kollegerne Jeanette Ottesen og Lotte Friis har nemlig ligeledes prøvet kræfter med danse som salsa, rumba og cha-cha-cha i det populære tv-program.

- De har jo fortalt, hvor fedt det var, og hvor meget de hyggede sig i programmet. Jeanette var også helt oppe at køre, da hun fandt ud af, at jeg måske skulle være med, siger Mie Ø. Nielsen til BT.

Tidligere i dag kom det frem, at Youtube-stjernen Julia Sofia Aastrup også slutter sig til kredsen af kendte danskere, som dette efterår skal deltage i "Vild med dans".

Tidligere er navne som Iben Hjejle, Jokeren, Daniel Svensson og Sofie Lassen-Kahlke blevet annonceret som nydansere i den kommende sæson af det populære underholdningsprogram.