Trængsel på hundeskolerne: Stimuler hunden derhjemme

Det er vigtigt, at hunden får brugt sine sanser og i særdeles snuden. Derfor må du ikke bare trække afsted med den på de daglige gåture, for den skal have tid til at analysere de mange duftindtryk, den bliver mødt af. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Din hund skal ikke bare luftes dagligt, den skal også have motioneret sanserne og hjernen.

Offentliggjort Sidst opdateret

De fleste ved, at de skal gå tur med hunden morgen og aften.

Men det er faktisk lige så vigtigt, at Fido bliver stimuleret mentalt, fortæller Jens Jokumsen, som er familiedyrschef hos Dyrenes Beskyttelse.

- En understimuleret hund kan hurtigt blive opfattet som en irriterende hund, der gør og tigger om opmærksomhed - eller omvendt bliver helt inaktiv.

Under corona har hundeskolerne været lukket, og nu kan der være trængsel. Men der er en hel del, du selv kan gøre, for at hunden får lavet sin hjernegymnastik.

- Hunden skal jo alligevel have føde hver dag, så gør det udfordrende at finde. Lav søgelege, og giv små udfordringer, du med tiden gør sværere.

Det kan være ved at gemme foderet og løbende gøre det område, det bliver gemt på, større.

Du kan bruge snusemåtter, skjule foderet i gamle dæk eller fylde en balje med bolde og ligge godbidder derned, foreslår han.

- Så skal hunden bruge noget mental energi på at snuse sig frem til det, siger Jens Jokumsen.

Når du træner og stimulerer hunden, er det vigtigt, at den har en god oplevelse. Jens Jokumsen sammenligner det med at lære et nyt sprog.

- Man skal lave noget, hvor hunden kan følge med mentalt, for det er vigtigt, at den får succes. Kan den ikke finde ud af det, bliver den stresset og frustreret og kan overreagere.

- Gå gradvist frem, og så vil den ret hurtigt finde ud af, hvad det går ud på.

Gik du til træning med hunden inden corona, er det en god idé at arbejde videre med nogle af de øvelser, hunden kender. Det råd kommer fra Irene Jarnved, som er TrygFonden Besøgshundes hundeadfærdskonsulent.

- Det kan være en idé at mødes med et par andre hundeejere en gang imellem, når du skal træne med din hund. Og gerne på forskellige steder, så forstyrrelsesgraden bliver varieret. At der er andre hunde og nye omgivelser er en stor del af indlæringen, siger hun.

Hun foreslår også at træne øvelser som at gå pænt i snor og at komme, når man kalder.

Uanset hvad du gerne vil indlære, kan det være en fordel at benytte sig af baglænskædning. Det betyder overordnet, at du starter indlæringen ved slutmålet.

Et eksempel er i øvelsen, hvor hunden skal lære at komme, når ejeren kalder.

Start indlæringen, når hunden er helt tæt på dig. Her bruger du et bestemt signal enten med din stemme eller en fløjte, når hunden står lige ved siden af dig.

Beløn hunden med glad og ivrig stemme, og giv en belønning i form af en godbid, en bold eller legetøj.

- Når hunden lærer at associere indkaldssignalet med sjov og ballade sammen med ejeren, vil dens motivation for at komme, når der bliver kaldt - også når den er meget længere væk - være høj og intens, forklarer hun og fortsætter:

- Ved at lære hunden det rigtige fra starten, sikrer du, at den ikke får en uhensigtsmæssig indlæring af sine fejltrin, som jo desværre har lige så stor effekt som indlæring af det rigtige. Det er et vigtigt pædagogisk værktøj, når du og din hund skal have et godt og givende samarbejde.

/ritzau fokus/