Trods kulden: Det er nu du skal sanke til påskesnaps

Trods kulden kan du allerede nu kickstarte påskesnapsen og trække fantastiske smage frem, som minder om lysere tider og spirende danske forårsskove. (Genrefoto) Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Bøgeskud, pileskud og brændt ene gør sig formidabelt i snaps og kan sankes nu, selv om kulden fortsat har greb over Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kulden har godt greb om landet, og der er stadig længe til påske.

Men faktisk er det nu, du oplagt skal trække i det varme tøj og bruge en eftermiddag på at sanke til årets påskesnaps.

Du kan blandt andet gå på jagt efter skud, foreslår Mikkel-Lau Mikkelsen, der er professionel sanker og programchef i sankeprojektet Vild Mad.

- Bøgetræerne sætter nogle små, mørkebrune og torpedo-lignende skud. Hvis man smider dem i en klar vodka, får man nogle karamelagtige smagsnoter og en nærmest cognac-lignende snaps, siger han.

Af samme grund kaldes denne snaps også "fattigmandscognac".

Du skal cirka bruge en halv deciliter bøgeskud til 75 centiliter vodka.

Husk at plukke fra flere træer eller langs en bøgehæk, så du ikke tager livet fuldstændig fra ét træ.

Lad det trække nogle uger, og smag på det undervejs.

- Det er altid en god idé at holde sin kryddersnaps simpel til en start. Bagefter kan du tone det med enebær, citronskræl eller stjerneanis, når du ved, hvad snapsen eventuelt mangler, siger Mikkel-Lau Mikkelsen.

Pileblomstsnaps er en anden oplagt mulighed, foreslår Marie Roland, der er naturvejleder tilknyttet Naturstyrelsen Storstrøm.

Den laves på pilens blomsterknopper - altså de små, bløde, dunede knopper, som i folkemunde kaldes "gæslinger".

Snapsen laves ved at hælde gæslingerne i et syltetøjsglas, som overhældes med klar vodka eller snaps.

- Gæslingerne er en rigtig klassisk forårsbebuder, og de giver snapsen en god sødme og en flot gul farve, som er virkelig påskeagtig, siger hun.

Lad snapsen trække nogle dage, og filtrér den gennem et kaffefilter eller et klæde. Efter noget tid vil den udvikle den gule farve.

Du kan også basere snapsen på selve pilekvisten, som stikkes i et glas og overhældes med klar vodka.

Pil indeholder naturligt stoffet salicin, som nedbrydes til salicylsyre, der er let smertestillende middel, de fleste forbinder med smertestillende brusetabletter.

- Derfor går der en røverhistorie om, at man ikke kan få hovedpine af pilesnaps. Det passer ikke, men det er en sjov og kuriøs historie, siger Marie Roland.

En tredje mulighed er en ene-snaps, som leder tankerne hen på en rigtig skotsk whiskey.

Du skal ikke bruge selve enebærrene, som man typisk gør, men en kvist på cirka 20 centimeter, forklarer Mikkel-Lau Mikkelsen.

- Her antænder du nogle af enderne, så de yderste nåle lige ulmer, og du kan dufte røgnoterne, siger han.

Herefter kommes kvisten på glas med aske og det hele og overhældes med klar vodka.

Lad det gerne trække i minimum en måned.

- Det giver en fantastisk, aromatisk røget enesnaps, som har dybde, røgnoter og noget næsten whiskey-agtigt over sig, forklarer han.

/ritzau fokus/