TV 2 præsenterer ny garvet studievært

Tv-seerne skal til at vænne sig til et nyt ansigt på TV 2's nyhedskanal, TV 2 News. Det nye ansigt tilhører 54-årige Susanne Hegelund, der har knap 25 års erfaring som journalist.

Hun var blandt de mange chefer, der røg i svinget, da Danmarks Radio sidste år gennemførte en større prikkerunde. På det tidspunkt var hun chef for TV Avisen.

Susanne Hegelund har blandt andet været journalist på Christiansborg gennem 10 år. Her har hun arbejdet først for Berlingske Tidende og siden for DR. Hos sidstnævnte var hun leder af den politiske redaktion.

Efter tiden på Christiansborg blev Susanne Hegelund erhvervspolitisk reporter og leder af DR's erhvervsredaktion. Hun har haft flere lederstillinger på DR og har altså senest været chef for TV Avisen.

- Det er et sporskifte af de store, Susanne Hegelund foretager sig, når hun flytter ind foran skærmen, siger TV 2's nyhedsdirektør Michael Dyrby.

Han forventer, at Susanne Hegelund med sin store erfaring er en stor gevinst for TV 2 News. Han forventer, at hun vil bidrage med 'tyngde og indsigt i samfundets magtforhold'.

- Susanne er en erfaren og kyndig journalist med stor integritet. Hun har ledelseserfaring og bliver et stort aktiv for TV 2 News og News' seere, siger Michael Dyrby.

Seerne må dog væbne sig en smule med tålmodighed, når det gælder den nye vært. Hun dukker nemlig først frem på skærmen til efteråret, oplyser TV 2.

/ritzau/

TV 2 har været på hugst blandt tidligere medarbejdere hos konkurrenten DR og ansat den erfarne Susanne Hegelund som ny studievært på TV 2 News.

Offentliggjort Sidst opdateret