Tv-bosser forelskede i Cheryl Cole

Simon Cowell bekræfter nu, at sangfuglen Cheryl Cole indtager en plads i dommerpanelet i hans amerikanske X Factor-eventyr.

Produceren LA Reid var den første dommer, der blev annonceret, og selvom der i flere uger har været usikkerhed omkring, hvem de sidste dommere skulle være, var cheferne på tv-stationen Fox ikke sene til at falde for den engelske sangerinde.

- De har hele tiden villet have hende. De var fuldstændig forelskede i hende, så på en måde tror jeg, at hele aftalen afhang af Cheryl, siger Simon Cowell med et glimt i øjet.

Samtidig indrømmer 51-årige Cowell, at han længe selv har ønsket, at Cheryl Cole havde lyst til at bytte den engelske udgave af programmet ud med en tur over Atlanten.

- Det sker nogle få gange i et helt liv, at du møder en, der er helt speciel. Og den her pige er helt speciel. Cheryl kommer til at gøre det rigtig godt i USA, siger han.

Det er stadig uvist, hvorvidt det også er lykkes for Simon Cowell at lokke Paula Abdul med om bord i projektet, men Simon Cowell afviser blankt historierne om, at stjerner som Mariah Carey, Jennifer Lopez og Snoop Dogg ikke havde lyst til at medvirke.

- Jeg ville elske at have Mariah om bord, men hun skal snart være mor og helliger sig den nye rolle. Da vi fandt ud af, at Jennifer Lopez snakkede med Idol, droppede vi al kontakt, og i forhold til Snoop Dogg har jeg helt ærligt aldrig snakket med ham om det, siger han.

/ritzau/

Cheryl Cole bliver dommer i det amerikanske X Factor, og de er vilde med den engelske sangerinde "over there".

Offentliggjort Sidst opdateret