I de gode gamle monopoldage, da Danmarks Radio var den eneste tv-kanal, der nåede ud i danskernes stuer, var det ikke ualmindeligt, at der blev røget på livet løs under interview og lignende.
Men den slags ser man ikke mere i dag, hvor tobaksrygning er bandlyst på skærmen. Det blæste vejrprofet Peter Tanev og tv-vært Mikkel Beha Erichsen fra TV 2's Go'morgen Danmark dog højt og flot på i udsendelsen mandag morgen.
Klokken var kun lige rundet 8:23, da Tanev luskede en smøg frem fra lommen og rakte den til Beha Erichsen med ordene:
- Hurtigt! Kom! Du må gerne ryge på tv i dag.
Og Mikkel Beha Erichsen tøvede ikke. Lighteren lå allerede klar på bordet, og cigaretten blev tændt i en ruf.
Indslaget havde på ingen måder noget med rygning at gøre. Derimod handlede det om klimaet, og Tanev var i gang med at forklare Beha Erichsen og seerne om, hvad drivhuseffekt er for noget.
Til den lejlighed havde Peter Tanev medbragt et lille akvarium. I det lå en grankogle, noget der lignede et stykke gran og en klump mos. Det skulle så forestille moder jord.
Uden på glasset havde Tanev tegnet en række lilla prikker, som skulle forestille drivhusgasser. Og med en tusch tegnede vejrprofeten så streger, der skulle forestille solstråler, og forklarede, hvordan drivhusgasser, som for eksempel CO2, varmer atmosfæren op.
Cigaretten kom ind i billedet, da Tanev ville forklare, hvad der skete, når mængden af drivhusgas i atmosfæren blev forøget. For at illustrere det skulle der åbenbart bruges tobaksrøg. Og den idé var Mikkel Beha-Erichsen altså helt med på.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker