Tv-værter hygger sig på barsel

De er alle studieværter på tv hos Danmarks Radio, men de har også det til fælles, at de alle er mødre og har taget en pause fra tv-skærmen for at gå på barselsorlov.

Louise Bjerregaard, Lotte Thor og Louise Reumert, der alle er værter på nyhedskanalen DR Update fortæller til magasinet Vores Børn om tiden derhjemme med de små.

Fælles for de tre er, at barselsorloven har givet dem tid til virkelig at nyde den glædelige tid, som følger i kølvandet på at blive mor. Men det er også skræmmende at lægge det professionelle liv på hylden i en periode.

- Det er første gang i mit voksne liv, at jeg ikke skulle arbejde. Men da Kaj først kom, havde jeg slet ikke overskud til den slags tanker. Dagen flød bare, jeg gik rundt som en zombie i søvnmangel og lykkerus, fortæller Louise Bjerregaard.

Hun er færdig med barslen og tilbage på skærmen igen. Men 38-årige Lotte Thor er stadig midt i sin orlov, og det at få barn har givet hendes tilværelse et nyt perspektiv.

- Sårbarheden er kommet bag på kommet bag på mig. Angsten for at miste og den kæmpestore, boblende kærlighed - det er noget helt særligt, fortæller Lotte Thor til magasinet.

Louise Reumert er med sine 30 år den yngste af de tre barslende tv-værtinder. Hun er lige begyndt på barsel efter at have født sønnen Milton.

Også hun har set frem til at skulle væk fra arbejdsmarkedet med en vis ængstelse. Men de bekymrede miner er dog hurtigt blevet afløst af mere glædelige tanker.

- Jeg må indrømme, at jeg havde frygtet at skifte en travl hverdag og job ud med så meget lavpraksis, men nu er det skønt. Det giver en masse mening at være sammen med sit barn, fortæller Louise Reumert.

/ritzau/

Tre kendte ansigter fra tv-skærmen er blevet mødre og nyder deres barselsorlov, selv om de frygtede pludselig ikke at have jobbet til at fylde hverdagen ud.

Offentliggjort Sidst opdateret