TV2 gafler veteranskuespillerinder til nye roller i Rita

Rita i skikkelse af skuespillerinden Mille Dinesen er tilbage og har fået sin egen lilleskole. Foto: Martin Juul/TV2/Free

Søs Egelind og Lisbet Dahl er at finde på rollelisten i den femte og sidste sæson af komediedramaet "Rita".

Offentliggjort Sidst opdateret

Når klokken ringer ind til femte - og sidste - sæson af "Rita", er det med nye navne i klassen.

Sværvægter-skuespillerinder som Søs Egelind og Lisbet Dahl er nemlig at finde på rollelisten i den kommende sæson, og det samme er skuespillere som Martin Greis-Rosenthal, Marie Tourell Søderberg - kendt fra "1864" og Ari Alexander.

Det oplyser TV2.

Mille Dinesen indtager atter titelrollen som skolelæreren og den enlige mor Rita, og der er desuden også gensyn med Lise Baastrup som Hjørdis og Ellen Hillingsø, Carsten Bjørnlund, Peter Gantzler og Nikolaj Groth i de øvrige bærende roller.

Det afslørede TV2 sidste år.

- Det bliver skønt at få "Rita" tilbage på skemaet, for den serie kan noget helt specielt, sagde kanalens fiktionschef, Katrine Vogelsang, til tv2.dk.

- Den rammer noget i os alle, fordi vi alle har et forhold til skole og undervisning. Og så er Rita både fandenivoldsk og en elskelig antihelt, og jeg kan godt love, at det bliver et gensyn med Rita i topform, lød det videre.

"Rita" tonede første gang frem i sin ternede skovmandsskjorte i 2012 og senest i 2017, hvor sæson fire rullede over skærmen.

I sæson fem har Rita åbnet sin egen skole og har både arbejds- og privatliv under samme tag. Situationen kompliceres yderligere, da hendes ekskæreste flytter ind, hendes søn vender hjem, og et helt aftenskolehold af voksne pludselig mangler en lærer.

"Rita" har ikke kun været uhyre populær herhjemme, men har også vakt international opmærksomhed. I 2012 blev Mille Dinesen hædret med prisen Den Gyldne Nymfe ved tv-festivalen i Monte Carlo.

Den vandt hun blandt andre foran superstjerner som Lena Headey fra "Game of Thrones" og Julianna Margulies fra "The Good Wife".

Femte sæson af "Rita" kan ses på TV2 og TV2 Play mandag den 1. juni klokken 20.

Lisbet Dahl ses her i rollen som Gudrun i den femte og sidste sæson af "Rita". Foto: Foto: Per Arnesen/TV2/Free
Søs Egelind ses her ved siden af Rita (skuespillerinden Mille Dinesen, red.) i rollen som Gerd i den nye sæson af "Rita" Foto: Per Arnesen/TV2/Free