U2 slået af 92-årig

Under Anden Verdenskrig var hun stemmen, der gav håb til britiske og amerikanske soldater i kampen mod Hitler's nazityskland. Men hun kan endnu, den i dag 92-årige Vera Lynn.

Sangerinden har netop udgivet et opsamlingsalbum, og den er gået direkte ind på top 20 på den engelske hitliste. Dermed suser Vera Lynn forbi navne, hvis musik i krigsveteraners ører nok vil forekomme en kende nymodens, nemlig U2 og Eminem.

- Jeg er virkelig glad og tilfreds over igen at være på hitlisten efter så mange år, siger Vera Lynn ifølge Daily Mirrors netavis.

Vera Lynn blev født den 17. marts 1917, og hendes karriere som sanger var allerede i fuld gang, da krigen brød ud i 1939. Med fare for sit eget liv besøgte Vera Lynn soldaterne ved fronten og sang for dem, og hun havde også et radioshow på BBC. Det er især sange som "We'll meet again" og "White Cliffs og Dover", der gjorde Vera Lynn til en stjerne, som også har været kendt og elsket i efterkrigstiden. Sange om længsel til hjemstavn og hjertenskær.

Tidligere i år fortalte Vera Lynn om sit eget syn på sin rolle under krigen.

- Mine sange mindede drengene om, hvad de i virkeligheden kæmpede for. Værdifulde personlige ting snarere end ideologier. Jeg bragte dem nærmere deres hjem, fortalte Vera Lynn.

Opsamlingsalbummet "We'll meet again - The Very Best of Vera Lynn" udkommer i anledning af 70-året for begyndelsen på Anden Verdenskrig i 1939.

/ritzau/

92-årige Vera Lynn har udgivet opsamlingsalbum, som giver "nymodens" navne som U2 og Eminem baghjul.

Offentliggjort Sidst opdateret