Udsmidt mentor uenig i Blachmans kritik

Foto: JOHANSEN LINDA

Det var med tårer i øjnene, at 19-årige Magnus Noach måtte sige farvel til sin mentor, Waqas Qadri, i DR-programmet Mentor.

Offentliggjort Sidst opdateret

Outlandish-sangeren Waqas Qadri, der gav koncert fredag aften, og derfor ikke var tilstede under det meste af showet, var den anden mentor, der måtte forlade programmet.

Thomas Blachman mente, at Waqas Qadri havde ændret for meget på sin guitar-glade mentee, men det giver Qadri ham ikke ret i.

- Guitaren skulle nok komme tilbage på et tidspunkt, men Magnus gemte sig bagved den, og det var det, vi skulle ændre, siger Qadri til Newspaq.

Waqas Qadri havde valgt at bruge sine to uger med Magnus Noach på at få ham til at finde en indre ro.

- For mig handler det ikke kun om at rykke på Magnus som musiker, men også som menneske, siger Waqas Qadri.

Modsat andre talentshows er det mentorerne, der bliver stemt hjem af seerne, mens sangerne får lov til at udvikle sig med nye mentorer. Magnus Noach skal fremover arbejde sammen med Nikolaj Nørlund, der allerede er mentor for 20-årige Cecilie Trolle.

Selvom Waqas Qadri er færdig som mentor, har han dog et sidste råd til Magnus Noach.

- Han skal blive ved at fokusere på sin udvikling som menneske. Lær dig selv at kende, og lær at være glad for dig selv, siger han.

Newspaq