Skuespilleren og komikeren, Ulf Pilgaard, er blandt de nominerede til prisen 'Årets Dirch', som bliver uddelt ved Revyernes Revy i Cirkusrevyens telt på Dyrehavsbakken ved København senere på sommeren.
Ulf Pilgaard er oppe mod to mindre kendte revyskuespillere, nemlig Tom Jensen Fra Nykøbing F. Revyen og Anne Karin Broberg, der medvirker i Ganløse-Revyen.
'Årets Dirch', der selvsagt er opkaldt efter Dirch Passer, er gennem årene blevet uddelt til en lang række kendte skuespillere. Blandt andre Tommy Kenter (1979), Lisbeth Dahl (1981), Søs Egelind (1990), Niels Olsen (1993) og Claus Ryskjær (2004).
Ulf Pilgaard vandt også prisen tilbage i 2006. Dermed kan han komme i det eksklusive selskab, der har vundet prisen to gange. Det har kun Niels Ellegaard (1997 og 2002) og Jan Schou (1980 og 2008).
Ved prisuddelingen den 22. august er der også anden hæder, der skal gives. Blandt andet skal årets revy kåres. De nominerede er Ganløse-Revyen, Nykøbing F. Revyen og Cirkusrevyen.
Derudover er der priser til årets revyforfatter og revykomponist. Blandt forfatterne er Niels Olsen, Jacob Morild og Carl-Erik Sørensen nomineret. Blandt komponisterne er det James Price, Morten Wedendahl og Jens Krøyer.
Jens Krøyer er den eneste af de nominerede, der ikke er fra enten Cirkusrevyen, Nykøbing F. Revyen eller Ganløse Revyen. Han har skrevet musik til revyen i Rottefælden i Svendborg.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet