Ulrich Thomsen afslører: Jeg stammede som barn

Foto: JØRGENSEN JAKOB/POLFOTO

Han ville gerne være skuespiller. Men for at gå den vej skal man kunne udtale ord klart og tydeligt. Og det var ikke altid tilfældet for Ulrich Thomsen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da han nåede de følsomme teenage-år, hvor de fleste kæmper med selvtilliden, begyndte han nemlig at stamme.

Den 49-årige "Hævnen"-skuespiller afslører, at han havde så svært ved at udtale ord, at han helt undgik at sige dem.

- Jeg var en mærkelig stammer, siger han til Ritzau.

- Der er dem, der gentager ordet, dem der blokerer og dem der ikke siger noget. Og jeg var en af dem, der ikke sagde noget. Så i stedet for at hakke eller stamme fik jeg folk til at sige ordene for mig.

Thomsen, der er aktuel i HBO's nye noir tv-serie "Banshee", hvor han spiller den korrupte forretningsmand Kai Proctor, forklarer, at han for eksempel kæmpede med at sige "billetter".

Så hvis han skulle i biografen med nogle venner, lod han som om, at han ikke kunne huske ordet.

- "Jeg har hentet de der, de der, hvad fanden hedder de", ville jeg bare sige, og så sagde folk det for mig, fortæller han.

Men når han var hjemme, havde han ingen problemer med at sige "billetter". Det fik ham til at tro, at stammeriet skyldtes noget psykisk og han valgte derfor at gå til en talepædagog.

- Jeg ved ikke, hvor fanden det kom fra. Men en del af filosofien omkring stammen er, at det er angsten for at stamme, der får dig til at gøre det. Så hvis du kommer angsten til livs, så kan du også stoppe med at stamme, forklarer han.

Derfor fik talepædagogen ham til at stamme med vilje.

- Så jeg gik til slagteren for at købe hakkebøffer og stammede med vilje for ligesom at komme af med angsten.

Og det har vist sig at være klogt skridt for Ulrich Thomsen, der har skabt sig en stor karriere som skuespiller, siden han blev færdig på Statens Teaterskole i København for 20 år siden.

Senest i rollen som Amish-gangsteren Kai Proctor i "Banshee", der vises hver lørdag aften på C More og HBO Nordic.

/ritzau/