Undgå at småting ender på tilstandsrapporten
Den byggesagkyndige kan ofte se løs mørtel eller små revner, du næppe selv har lagt mærke til. (Arkivfoto) Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix
Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix
Er der mindre skader eller revner på huset, kan det være smart at komme dem til livs, før tilstandsrapporten bliver lavet.
Alt fra maling til mørtel kan få en anmærkning, når den byggesagkyndige udformer tilstandsrapporten.
Men ofte kunne du have undgået en række af de negative bemærkninger med lidt knofedt, fortæller Henrik Bisp, som er fagekspert i byggeteknik og huseftersyn hos Bolius.
- Der er masser af småting, der bliver noteret i tilstandsrapporterne, og det kan være alt fra knirkende gulve til mindre revner i murværket, forklarer Henrik Bisp.
Derfor er der god grund til at lave en grundig gennemgang af huset, før den byggesagkyndige kommer forbi.
- Kig på huset og se, om der er nogle enkelte revner hist og her, som kan udbedres. Hvis du får repareret med noget frisk mørtel, så kan du sandsynligvis undgå en K1'er eller K2'er for det, siger han.
K'erne er den byggesagkyndiges karakterskala for skader. Et højere tal betyder større risiko for, at skaden går ud over bygningsdelens funktion - og for K3 gælder det, at det også kan gøre skade på andre bygningsdele.
Gå også træværk efter og se, om det skal friskes op med maling eller udskiftes. Det er også en let måde at undgå en skadesregistrering, tilføjer han.
Du skal dog ikke regne med at få en helt ren tilstandsrapport, bare fordi du har gået en tur rundt om huset.
For den byggesagkyndiges blik ser bare nogle helt andre ting, end man gør som almindelig husejer.
Derfor er Henrik Bisps råd, at man får lavet en førsynsrapport, hvis man går med salgstanker.
- Det vil være det samme arbejde, som når man laver tilstandsrapporten. Der kommer en byggesagkyndig ud og går huset efter, og så får man listet de skader op, der er noteret i forbindelse med besigtigelsen, forklarer han.
- Man har måske ikke selv set, at der er en revnet tagplade, og det giver en K3'er. Men det kan man måske selv fikse på en formiddag, siger han.
Bo Halm Andersen, som er uddannet bygningskonstruktør og byggesagkyndig hos EBAS, fortæller, at man med en førsynsrapport i hånden får mulighed for at være på forkant med det, der vil blive nævnt i tilstandsrapporten.
Det er så at sige en kladde, som du stadig kan nå at have indflydelse på.
- Så kan du nå at få nogle af tingene ud af verden og i sidste ende stå med en bolig i bedre stand - og dermed en bedre vare, siger Bo Halm Andersen og tilføjer:
- Det kan være med til at gøre din bolig lettere at sælge.
Når førsynsrapporten er udformet, har man typisk en uges tid til at overveje, om man vil udbedre noget, inden tilstandsrapporten laves.
Og ønsker man det, har man gerne en måned til udbedringen. Det kommer dog an på det enkelte firma.
/ritzau fokus/
Seneste artikler
Fra 140 kilo til Tour de France-bjerge: Efter operationerne fandt Thomas livet i sadlen
Når natklubberne lukker, rykker festen videre
Lottomillionær nummer 4.000 nærmer sig: Den allerførste var fra Lolland
Vilde Nykøbing FC slog rekorder i hvepseboet
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Mest læste artikler
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Kronprinsen til stor brofest
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse