Unge Tine skal synge gammel rock

Det bliver en drøm, der går i opfyldelse, når 16-årige Tine fredag aften i X Factor får lov til at gå amok med Guns 'n' Roses-nummeret "Sweet Child Of Mine".

Tine er nemlig meget mere en rocktøs, end hun fik lov til at vise i sidste uge, hvor hun sang Michael Jacksons "Earth Song".

- Jeg kan allerbedst li' noget old school rock. Det, synes jeg, er helt vildt fedt, siger Tine.

Og "Sweet Child Of Mine" må i den grad siges at være old school. Nummeret var med på Guns 'n' Roses klassiker "Appetite For Destruction" fra 1987. Længe før Tine selv blev født.

Rock bliver det gennemgående tema i fredagens show. Og det har fået flere af deltagerne til at kaste sig over klassikerne.

8210 skal optræde med Aerosmiths "Walk This Way" fra 1975. Det bliver dog i rapgruppen Run DMC's version fra 1986, at århuspigerne vil rulle sig ud.

Daniel har valgt at kaste sig over Lenny Krawitz' megahit fra 1993 "Are You Gonna Go My Way". En sang, der efterhånden også har opnået klassikerstatus i rockkredse.

De øvrige deltagere vil efter mange rockelskeres mening nok befinde sig i den mere fesne ende af rockskalaen.

Thomas skal synge The Killers-hittet "When You were Young", mens unge Jesper skal synge "Dry Lips" af den danske gruppe Dúné.

Færøske Anna måtte kæmpe hårdt for at overbevise dommer Remee om, at hun skulle i finalen. Måske derfor har hun kastet sig over Christina Aguileras "Fighter".

/ritzau/

Der er dømt elguitar og tunge trommer, når X Factor fredag aften byder på rock.

Offentliggjort Sidst opdateret