Usikkert boligmarked: Overvej dette før forældrekøb
Selv om du giver dit barn lidt rabat på huslejen, skal du stadig betale skat af det beløb, der svarer til markedslejen, oplyser Skattestyrelsen. Markedslejen er den husleje, du kan kræve, hvis du udlejer efter lejelovgivningens almindelige regler til en person, der ikke er i din familie. (Arkivfoto) Foto: Mathias Løvgreen/Ritzau Scanpix
Mathias Løvgreen/Ritzau Scanpix
Tænk ikke på forældrekøb som en investering, men som en hjælp til dit barn. Markedet rummer nemlig flere usikkerheder lige nu.
Skal arvingen starte på en uddannelse i en af landets store byer efter sommerferien, er det allerede nu en god idé at overveje boligsituationen - i særdeleshed hvis studiebyen hedder København.
Og hvis du gerne vil hjælpe til, er forældrekøb en mulighed.
Her skal du have et par ting med i overvejelserne, forklarer Hans Møllnitz Olsen, der er købermægler hos Bolighed.dk
For det første skal du tænke købet som en hjælp til dit barn og ikke som en investering. For markedet kan svinge utrolig meget, og der er ingen garantier.
- Man skal gøre det for at give den unge rolige forhold at studere under, siger Hans Møllnitz Olsen.
Alternativet kan nemlig være mange korte lejemål studietiden igennem - til priser, de færreste studerende har råd til.
Men det er ikke kun boligpriserne, der gør markedet uforudsigeligt.
- Vi står også foran en ejendomsskattereform, som træder i kraft i 2021, og det øger også usikkerheden på markedet, siger boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea og tilføjer:
- Så hvis man gerne vil investere, skal man sprede sin risiko og ikke lægge alle æg i samme kurv, som man ofte gør ved et boligkøb. Og så kan man jo hjælpe junior på andre måder - for eksempel med et huslejetilskud.
Vil du alligevel gerne købe en bolig nummer to, skal du have for øje, at nye regler, der trådte i kraft sidste år, betyder, at du skal ligge inde med en betydelig sum penge.
De afdragsfri flekslån - som ofte er blevet brugt til at finansiere forældrekøb - er nemlig ikke en mulighed, hvis familiens gæld er mere end fire gange så stor som husstandens samlede årlige indkomst.
Når økonomien er klappet af, kan du med fordel kigge efter en toværelses lejlighed, der er delevenlig.
- Så er der mulighed for at holde udgifterne lidt nede ved at leje det ene værelse ud, siger Hans Møllnitz Olsen.
Han peger desuden på beliggenhed som en afgørende faktor.
Ligger uddannelsesinstitutionen ikke centralt i København, er der heller ikke nogen grund til at lejligheden gør det - og der kan være penge at svare ved at kigge mod udkanten af byen.
- Er der rum i budgettet, kan det dog ofte godt svare sig at lægge 200.000-300.000 kroner ekstra for en lidt bedre beliggenhed, siger købermægleren og forklarer:
- En god beliggenhed kan betyde, at boligen er nemmere at sælge i dårlige tider.
Se også på, om der er gode transportmuligheder i nærheden. Det gør både lejligheden mere attraktiv ved et eventuelt videresalg, men gør det også nemmere for dit barn at komme omkring.
/ritzau fokus/
Seneste artikler
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Slutter tre dage af med togbusser
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Lynnedslag i landejendom
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Gård til salg for svimlende millionbeløb
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Lynnedslag i landejendom