Vampyrsaga overgår sig selv

Der kom penge i kassen, da den tredje film i rækken i vampyrsagaen Twilight forleden havde premiere i USA. Rigtig mange penge.

I forbindelse med serien af midnatsforestillinger - uhyggeligt skal det jo være, når der er vampyrer inde i billedet - lagde de amerikanske biografgængere ikke færre end 30 millioner dollar i billetkontorerne, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er 3,7 millioner dollar mere end film nummer to i serien "Neew Moon" hentede hjem på førstedagen, da den havde premierere.

Det er især de unge piger, der er vilde for at komme i biograferne og se idolerne Robert Pattinson, Kristen Stewart og Taylor Lautner i de populære Twilight-film.

Og folkene bag filmene er tilsyneladende heller ikke kede af at tjene penge. Selv om der kun er fire bøger, der ligger til grund for filmene, så er der planlagt hele fem film i serien for at højne profitten.

Filmen får blandede anmeldelser med på vejen. Ifølge hjemmesiden Rottentomatoes.com opnår filmen en score på 52 procent.

Pointene er gjort op på baggrund af 136 anmeldelser. 71 af dem er "friske", mens 65 er "rådne", som det hedder på hjemmesiden.

Rådne anmeldelser eller ej, så er publikum vilde med Twilight-filmene. Den første i rækken, "Twilight", har således indtjent 393 millioner dollar, mens toeren, "New Moon", har indtjent hele 709 millioner dollar på verdensplan.

Også filmens stjerner tjener godt på succes. Ifølge magasinet Forbes årlige liste over berømthedernes indtjening tjente Robert Pattinson og Kristen Stewart henholdsvis 17 og 12 millioner dollar sidste år.

/ritzau/

Den seneste "Twilight"-film ser ud til at tjene endnu flere penge hjem, end de to første film i serien har formået. Og det er ikke så få endda.

Offentliggjort Sidst opdateret