Veto: Pissefedt at åbne Orange

Der var nerver på, før det danske band Veto torsdag klokken 18 gik på scenen på årets Roskilde Festival.

Bandet havde nemlig fået æren af at åbne Orange Scene - en traditionsrig opgave, som blandt andet Volbeat og When Saints Go Machine har haft før dem.

- Lige da vi gik på, var det sådan "Shit, det her det går galt", fortæller bandet.

Men efter koncerten, der varede godt en time og et kvarter, var der lutter smil i Veto-lejren.

- Det var bare så pissefedt. Vi er meget glade. Det var bare en kanongod oplevelse, siger bandet samstemmende.

Faktisk var det så fedt, at oplevelsen for Vetos vedkommende ligger helt i top over de koncerter, de har spillet.

- Den ligger helt oppe, man fik lige den følelse, man havde håbet på, siger de.

For bandet har haft en lille klump i halsen, siden de fik at vide, at de var valgt ud til at åbne Danmarks største scene.

- Selvfølgelig har der været et vist pres over, om vi kunne løfte opgaven, men vi var enige om at prøve at lade være med at tænke for meget over, at det var Orange Scene, og i stedet bare tænke på det som en hver anden koncert. Men det lykkedes ikke helt, fortæller Veto.

Bandet havde da også overvejet om de skulle invitere andre kunstnere til at dele scenen med dem.

- Der var planer, der involverede andre kunstnere, dyr og fyrværkeri og alt muligt,. Men det ville blive for mærkeligt, og til sidst blev vi enige om, at vi hellere ville prøve at levere et godt show selv, fortæller Veto.

/ritzau/

Bandet Veto synes, at det var bedre end forventet at åbne Orange Scene på årets Roskilde Festival.

Offentliggjort Sidst opdateret