Vi skal feste finanskrisen væk

Mørke vintermåneder og finanskrise kan tage humøret fra de fleste. Derfor vil et nyt eventbureau omdanne det mondæne Hotel D'Angleterre i København til fire store dansefester med tema fra 1930'erne.

Målet er at få danskere til at slippe bekymringerne og føle sig som divaer og gentlemen for en aften.

- Jeg tror, jeg har det som resten af landets voksne kvinder - jeg er så træt af krise og pessimisme og besparelser. Vi trænger til at blive tanket op med det stik modsatte: Having a good time med vores mænd, føle os lækre, danse og få noget af optimismen tilbage igen, lige som man gjorde under 30'ernes krise, siger initiativtageren Lisbeth N. Gram fra idébureauet BeSouled.

Hvert arrangement har plads til 300 gæster, der også får danseundervisning af den tidligere Vild med Dans-deltager Lars Christensen og gode tips fra Mads "Blærerøv" Christensen og New Yorker-frisør René Fris.

Det er første gang siden 1938, at banketsalen Palmehaven på Hotel D'Angleterre i København bliver brugt til et dansearrangement.

/ritzau/

30'er-dansefester på Hotel D'Angleterre skal få danskere til at glemme finanskrisens bekymringer og i stedet være gentlemen og divaer

Offentliggjort Sidst opdateret