Vickie Jo kan ikke danse

Racerkører Casper Elgaard og hans dansepartner Vickie Jo Ringgaard er endt i farezonen forud for fredagens Vild med Dans. Vickie Jo Ringgaard er blevet skadet og kan ikke danse i aften.

Det fortæller danseren til bt.dk. Casper Elgaard skal derfor danse med en anden partner, men TV2 vil ikke oplyse, hvem det er.

- Vi holder det lige for os selv til efter generalprøven. Det er rigtig synd for Vickie, at hun er skadet, men vi har styr på det, siger underholdningschef Gitte Madsen til bt.dk.

Vicki Jo blev skadet under træningen til danseprogrammet.

- Jeg var lidt træt i min krop i går, da vi skulle træne for tredje gang. Så da jeg drejede, fik jeg et eller andet i klemme i mit knæ. Jeg kom ikke rundt, fortæller Vickie Jo.

Vickie Jo fortæller, at det er meget smertefuldt, når hun bevæger sig.

- Jeg har fået noget behandling i går og i dag. Jeg er ikke blevet røntgenfotograferet, men vi tror ikke, det er menisken. Hvad det så er, det ved jeg ikke, fortæller den professionelle danser.

Vickie Jo og Casper Elgaard har klaret sig godt hos dommerne i showet indtil videre og har ikke været i fare for at ryge ud. Men det kan ændre sig i aften, når Vickie Jo ikke er i stand til at deltage. Parret må derfor håbe på hjælp fra seerne, der kan sende dem videre trods skaden.

/ritzau/

Foto: FLINDT MOGENS/POLFOTO

En knæskade truer Vickie Jo og Casper Elgaards tilværelse i Vild med dans. Vickie Jo er vredet om i knæet og kan ikke deltage i fredagens danseprogram.

Offentliggjort Sidst opdateret