Han var iført en blå skjorte og hilste på sine politikolleger, da han blev ført ind i retssalen i byretten i Uppsala for at møde anklagerne om voldtægt. Halvanden time senere bestemte dommeren, at den tidligere livvagt for den svenske kongefamilie skulle varetægtsfængsles.
Det skriver den svenske avis Aftonbladet, der var til stede ved grundlovsforhøret af manden, som er ansat i den svenske efterretningstjeneste Säpo.
Manden har i kraft af sin stilling ved efterretningstjenesten flere gange stået i spidsen for sikkerheden omkring topfigurerne i det svenske kongehus, kronprinsesse Victoria og kong Carl Gustaf. Men det ligger flere år tilbage.
Nu sidder han bag tremmer og er sigtet for voldtægt af en 22-årig kvinde. Det er anden gang, manden sidder fængslet i den sag.
Manden blev anholdt første gang den 22. september og sigtet for tre dage før at have voldtaget en 22-årig kvindelig bekendt. Beviserne mod manden var dog så svage, at han blev løsladt igen den 16. oktober.
Men forleden troppede betjente så igen op hos Säpo for at anholde manden. Ifølge chefanklager Monica Mimer var der fremkommet flere beviser i sagen, som godtgjorde, at manden skulle snholdes igen.
Det viste sig også i retten at være tilstrækkeligt til, at manden endnu en gang kunne blive anbragt bag tremmer. Manden nægter sig dog skyldig i sigtelsen og overvejer nu, om kendelsen om varetægtsfængsling skal kæres.
Det svenske hof har undervejs været informeret om, at der var en efterforskning i gang mod den tidligere livvagt.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet