Vild med dans: Håber ikke der går Allan i den
Allan Simonsen trak de helt store overskrifter i sidste års Vild med dans. Foto: Polfoto/FLINDT MOGENS
Polfoto/FLINDT MOGENS
Når en ny sæson af Vild med dans fredag aften bliver skudt i gang, håber danserne, at de ikke skal igennem det samme som sidste år.
Ændrede sms-koder, vrede læserbreve og en hype, danseprogrammet aldrig før har oplevet. Sidste sæson af Vild med dans, hvor den tidligere fodboldspiller Allan Simonsen kom på alles læber, var helt bemærkelsesværdig.
Uge efter uge blev den vævre boldekvilibrist stemt videre i dansekonkurrencen sammen med sin partner Sofie Kruuse - og det på trods af, at han fik de laveste dommerkarakterer, der nogensinde er givet i programmet. Allan Simonsen blev nemlig kult.
Men om en sådan situation kan opstå igen i år, er svært at spå om, fortæller de professionelle dansere.
- Det er svært at sige, hvad der kommer til at ske. Allan blev jo en kultperson, som alle elskede, og det kan jo godt ske, at der kommer en ny, der går direkte i folks hjerter. Men man skal huske, at det er et underholdningsprogram. Man kan ikke styre det, bare nyde det, siger Claudia Rex, der i år skal danse med skuespilleren Johannes Nymark.
Heller ikke danseren Silas Holst tør gætte på, hvordan det vil gå, når konkurrencen først går i gang.
- Det er jo op til seerne, om de har lyst til at ødelægge programmet eller ej. Det kan vi ikke bestemme. Vi kan bare gøre det bedste, vi kan. Jeg håber ikke, der går Allan i den. Jeg håber, det bliver "fair and square". Jeg er for stort et konkurrencemenneske til at kunne holde sådan noget ud, indrømmer Silas Holst, der skal svinge TV2-vejrpigen Sara Maria Franch-Mærkedahl.
TV2, der sender programmet, tager hul på den nye sæson med ophøjet ro.
- Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, og jeg synes også, det er uinteressant. Vi prøver hvert år at sætte nogle overskrifter, og så sætter virkeligheden nogle overskrifter. Sidste år var det Allan. Nu har vi et nyt hold og nye personligheder, og så er det op til seerne, hvad der kommer til at ske, siger TV2's underholdningschef, Gitte Madsen.
Hun fortæller, at der ikke på forhånd er taget nogle forholdsregler for at undgå en ny "Allan-situation".
- Det ville kræve, at vi kan identificere, hvad det var, der skete, så nej, det har vi ikke. Vi tager det, som det kommer. Sidste år havde vi en af de mest sete sæsoner nogensinde, og det ville jeg da gerne gentage. Men vi stiller et hold til start, og så tager seerne og dommerne den derfra, siger hun.
Vild med dans har premiere fredag den 12. september klokken 20.00.
Newspaq
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned