Vild med dans-værtinde skal huske at nyde det

Da Christiane Schaumburg-Müller i foråret meldte ud, at hun var færdig som værtinde i det populære TV2-program Vild med dans, satte det straks spekulationer i gang.

Offentliggjort Sidst opdateret

Og mange af dem gik på, at det ville være den tidligere værtinde Andrea Elisabeth Rudolph, der skulle overtage tjansen igen.

Men TV2 havde andre planer, og i maj kunne de afsløre, at seerne i efteråret skal lære modellen og Zulu-værtinden Sarah Grünewald bedre at kende, når hun indtager dansegulvet som makker til værten Claus Elming.

Men hvis hun skulle få brug for hjælp til at udfylde stiletterne, så er der gode råd at hente hos den tidligere værtinde.

- Jeg har sagt til hende, at hun altid bare kan ringe, siger Andrea Elisabeth Rudolph.

Skal hun give et godt råd på stående fod, må det blive, at Sarah skal huske at have det sjovt.

- Hun skal huske at nyde det og være til stede i det, og også nyde alt det der sker, når lamperne er slukkede.

Det er fedt at være en del af det, og det er fantastisk at få lov at være en del af et hold på den måde, siger den tidligere værtinde.

Hun er begejstret over TV2's valg.

- Jeg synes, det er fantastisk. Hun er jo dejlig. Jeg har mødt hende flere gange, og jeg synes, hun er en skøn pige, siger hun.

Vild med dans bliver sendt til efteråret. Det er 10. sæson af programmet.

/ritzau/