Wafande fejrer 30-års fødselsdag nytårsaften

Foto: VALENTE DITTE/Polfoto

Der er egentlig tre uger til, at han fylder 30, når vi om få dage siger farvel til året, der gik, og hej til 2013. Alligevel mener sangeren Wafande, at han skal have gaver den 31. december.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den snart 30-årige reggae- og soulmusiker vil nemlig hoppe den traditionelle tur til Frankrig over og i stedet slå de to festlige begivenheder sammen herhjemme i Danmark.

- Jeg plejer at tage til Frankrig og besøg min mor. Men jeg tror, at jeg bliver hjemme i år og holder et houseparty derhjemme og fejrer min 30-års fødselsdag, siger han til Ritzau.

- Jeg fylder 30 den 21. januar. Så jeg kan jo samle festerne og gøre det til en stor ting, tilføjer han.

Wafande, der tidligere har boet i Frankrig og taler flydende fransk, debuterede med albummet "Du ved det" og singlen "Gi' mig et smil" tilbage i 2011 - begge dele produceret af den populære reggae-musiker Pharfar.

Flere af hans numre er gået platin og guld - heriblandt sangen "En Anden", som han skrev sammen med popsangeren Xander.

Men trods den store succes skal den runde fødselsdag ikke nødvendigvis fejres med det helt store show.

- Ingredienserne til en fed nytårs-fødselsdagsfest er blot alle de gode venner, familie og noget sprut. Ren hjemmehygge. Ikke noget med en bytur senere, siger den kommende fødselar.

Succesen skal dog alligevel nydes en smule, selvom det bare skal være ren hjemmehygge, erkender Wafande. Han fortæller, at det selvfølgelig er hans eget musik, der skal høres nytårsaften - ud over det, folk har på deres iPhones.

Den populære sanger har et stort publikum blandt de yngre generationer, og for nylig offentliggjorde Wafande, at han afholder en koncert udelukkende for børn. Men han har ikke nogen bekymringer ved selv at blive ældre og forlade 20'erne.

- Jeg har det faktisk fint nok med det. Det er ens sind, der styrer, hvor gammel man er. Min far er 65 år og har stadig sixpack, chiller og hygger sig, fortæller Wafande.

- Han er stadig en ung mand af sind, så det tror jeg også godt, jeg selv kan blive ved med at være, vurderer han.

/ritzau/