Whitney Houstons forfejlede comeback

Efter en række sygemeldinger og aflyste koncerter prøvede Whitney Houston søndag aften at gøre comeback i Londons O2-Arena, men publikum blev her nok engang vidne til, at den amerikanske stjernes stemme langtfra er i stand til nå op i fordums højder.

Det var i O2-Arenaen, at Michael Jacksons store comeback-show "This is it" skulle være løbet af stabelen sidste sommer, men The King of Pop døde få uger inden, og Whitney Houston gjorde ved sin koncert sammesteds meget ud af at hylde Jackson.

- I fem årtier levede han for alle, og nu takker vi ham, sagde den 46-årige sanger til de 23.000 tilskuere i den udsolgte arena.

Whitney Houston understregede, at Jacko ofte havde mindet hende om sine egne problemer. Efter at have solgt 175 millioner album har hendes karriere skrantet voldsomt de senere år på grund af narkoproblemer og det stormomsuste forhold til eksmanden Bobby Brown.

- Vi er alene, synger denne sang for dig, sagde hun om Jacksons hit "You Are Not Alone".

Men Houston formåede ikke at leve op til sit øgenavn "The Voice" i O2-Arena. Hun kunne ikke komme op i de høje toner, men var ofte decideret hæs. Hun forkortede flere af sine hits, tog sig lange pauser og undskyldte for sine fejl. Verdenshittet "I Will Always Love You" måtte hun således flere gange tage tilløb til.

Hundreder af tilskuere sivede fra koncerten, og flere grinede hånligt af sangeren, da hun efter blot to sange følte behov for at få lidt mere pudder i ansigtet og putte ny læbestift på.

Whitney Houston selv gav efter koncerten klimaanlægget skylden for kikserne undervejs:

- Hun vil ikke komme tilbage, min gamle Soprano-veninde. Jeg har længe tryglet hende, men hun kan ikke. Nogle gange synger den gamle pige, men ikke i aften.

/ritzau/dpa

Publikum var langtfra tilfredse med Whitney Houstons optræden i Londons O2-Arena, hvor hun gjorde meget ud af at hylde afdøde Michael Jackson.

Offentliggjort Sidst opdateret