En ting er at se sød ud og at synge godt. Men hvis Jesper fra X Factor skal slå igennem som kunstner, så skal han lave sit eget musik, lyder det fra musikekspert.
Musiker og foredragsholder Henrik Marstal påpeger, at hvis man vil tages seriøst som sanger i Danmark, skal man skrive sine egne sange.
- De, der ikke selv skriver sange, er typisk meget markante personligheder. Sanne Salomonsen er et godt eksempel, siger Henrik Marstal, der har en ph.d. i musikhistorie.
Jesper fortæller til Ritzau, at han aldrig selv har skrevet en sang. Og han må derfor støtte sig til popsnedkeren Remee.
- Det er så stort, at Remee vil lave noget med mig. Det er noget af en start, jeg har fået på min karriere, siger han.
Ifølge musikeksperten har Jesper dog fået nogle vigtige erfaringer med at optræde. Men hvis erfaringerne skal bruges til noget, må han først opbygge en musikalsk platform.
- Hvis jeg var hans storebror, så vil jeg råde ham til at prøve sig selv af. Spil med så mange forskellige musikere som muligt, lyt til en masse musik, og husk altid at vedligeholde kontakten til dine jævnaldrende, lyder rådene.
Musikeksperten vurderer, at der bør gå op mod tre-fire år, før Jesper kan udgive et album med egne sange, hvis det på nogen måde skal være troværdigt.
- Det er ikke nødvendigvis positivt for ham, at han har været med i X Factor, hvis han en dag skulle få interesse for at skrive sine egne sange, siger Henrik Marstal.
Selv går den 15-årige til opgaven med oprejst pande.
- Jeg vil prøve at vise folk, hvad jeg virkelig brænder for, siger Jesper, der i fremtiden håber på, at blive kendt som Jesper Boesgaard og ikke blot "Jesper fra X Factor".
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker