Zsa Zsa Gabor mister sit ene ben

En voldsom infektion koster skuespillerinden Zsa Zsa Gabor en del af hendes højre ben.

Det fortæller skuespillerindens mand, Frederic Prinz von Anhalt, til nyhedsbureauet Reuters.

93-årige Gabor, der i juli brækkede sin hofte og siden har været ved dårligt helbred, blev før nytår ramt af en slem koldbrandsinfektion i benet, og ifølge lægerne vil det koste hende livet, hvis benet ikke bliver amputeret.

End ikke den trussel kunne dog i første omgang få Zsa Zsa Gabor til at tjekke ind på hospitalet. Ifølge Frederic Prinz von Anhalt råbte og skreg hun, at hun ville hjem og fejre sin traditionelle nytårsaften med champagne og kaviar.

Den 93-årige Moulin Rouge-skuespillerinde endte dog med at lade sig indlægge og blev søndag gjort klar til operationen.

Ifølge Zsa Zsa Gabors talsmand John Blanchette er operationen meget risikabel på grund af skuespillerindens høje alder, men til gengæld kan en succesfuld operation give Gabor et par ekstra år at leve i.

Den ungarskfødte skuespillerinde er bedst kendt for sine roller i 1950'erne-filmene Lili og Moulin Rouge, men har også gæstet tv-shows som "Rap fyr i LA" og senest David Lettermans talkshow, hvor hun spillede sig selv i en sketch i 1994.

/ritzau/Reuters

Den 93-årige skuespillerinde Zsa Zsa Gabor blev søndag indlagt til en delvis amputation af sit højre ben.

Offentliggjort Sidst opdateret